Regeringens højt profilerede valgløfte om en ny pensionsrettighed for nedslidte danskere med mange år på arbejdsmarkedet risikerer at gå uden om en stor gruppe kvinder, der er nedslidte efter mange år i omsorgsfag som hjemmeplejen.

LÆS OGSÅ: Højesteret slår fast: Ulovligt da kommune trak sygemeldte Karin i løn

Sådan lyder advarslen i Jyllands-Posten mandag fra adm. direktør Torsten Fels i pensionsselskabet Pensam, hvor fagforbundet FOA’s mange medlemmer har deres pensioner.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

-Vores kunder er nogle af dem, der har allermest brug for at få mulighed for en værdig tilbagetrækning, men jeg er virkelig bekymret for, at de ikke vil få gavn af en ny pensionsrettighed,« siger Torsten Fels.

Regeringens endelige model for en ny ret til folkepension før tid er endnu på tegnebrættet, men Socialdemokratiet har fremlagt syv principper, og flere af regeringens ministre har gentagne gange betonet, at man skal have været mere end godt og vel 40 år på arbejdsmarkedet i nedslidende fag for at komme i betragtning.

Det lever de færreste sosu’er op til, selv om arbejde på døgninstitutioner og i hjemmeplejen er blandt de såvel fysisk som psykisk mest belastende brancher ifølge Det nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø.

En særkørsel fra Danmarks Statistik, som Pensam har fået lavet på sine medlemmer, viser, at en begrænset del af kunderne har været på arbejdsmarkedet i 40 år.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mener, at Pensam er for tidligt ude.

- Jeg undrer mig lidt over, at Pensam tager forskud på et forslag, som hverken de eller andre kender, for vi er ikke færdige med modelarbejdet,« siger han.