Mange kræftpatienter søger alternativ behandling

24. sep 2008
Når mennesker rammes af en kræftdiagnose er de ofte villige til at søge utraditionelle veje til helbredelse.

Det ses tydeligt af de mange kræftpatienter, der søger alternativ behandling. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det nemlig mellem en tredjedel og halvdelen af landets cirka 230.000 kræftpatienter, der søger helbredelse gennem uautoriserede metoder.

Hjælpen søges ofte på nettet. Og det vil Kræftens Bekæmpelse gerne hjælpe med, fordi foreningen ved, at mennesker med kræft ofte er desperate.

"Vi har et åbent, men kritisk syn på alternativer til den etablerede kræftbehandling," siger projektleder Christine Paludan-Möller fra Kræftens Bekæmpelse til Nyhedsbureauet Newspaq.

Derfor har Kræftens Bekæmpelse lavet en guide på sin hjemmeside, hvor foreningen forsøger at vejlede patienter igennem net-junglen.

"Hos Kræftens Bekæmpelse forstår vi folks situation og desperation, og det er grunden til, at vi har valgt at rådgive om de mange tilbud af varierende kvalitet," siger Paludan-Möller og fortsætter.

"Vi er dog også opmærksomme på faren for indirekte at blåstemple tvivlsomme kræftkure. Men vi har valgt at gøre det, fordi vi ved, at folk søger alternativer i så stor stil. Som supplement til den etablerede behandling er vi faktisk aldeles åbne over for alternativ behandling, et godt eksempel er massage. Derfor gav vi sidste år fire mio. kr. til forskning på området," bemærker Paludan-Möller.

Kræftens Bekæmpelse oplyser, at det især er patienter med tilbagefald og alvorlige diagnoser, som er tilbøjelige til at søge alternative behandling.

/Newspaq/

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her