Der var dødningehoveder på de masker, som to mænd brugte fredag aften ved et røveri i Hadsten. Genrefoto. Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix

Date gik helt galt: To kranier mødte op ved lejlighed

8. feb, 12:04
En 59-årig mand troede, at der ventede en fremmed kvinde, men i stedet blev han mødt af to gerningsmænd med masker op, da han fredag troppede op på en adresse i Hadsten.

TV2 ØSTJYLLAND skriver, at håbet om et kvindeligt bekendtskab var årsagen til, at manden fredag aften var at finde ved et lejlighedskompleks på Ellemosevej i den østjyske stationsby.

LÆS OGSÅ: Betjente rykker ud: Mand står bundet til træ

På internettet var han kommet i kontakt med kvinden, der skrev en besked til ham på Snapchat om, at han skulle gå udenfor hendes lejlighed.

Her blev han mødt af to mænd – de bar masker med dødningehoveder på. De truede ham med en kniv på 15-20 centimeter, skriver den regionale tv-kanal.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Der skete ikke noget med manden. Han er blevet truet med en lang kniv, og så har han udleveret sine penge og så er de løbet væk, og så har han stået alene tilbage, siger Lars Bisgaard, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget i området omkring fredag aften ved halv ni-tiden. Den østjyske ordensmagt oplyser, at de ser med alvor på sagen, da der er tale om såkaldt personfarlig kriminalitet.