Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mand anholdt i uhyggelig sag om små børn

22. apr 2020, 11:09
Nordsjællandsk mand på 42 år er blevet fængslet i sag om pornografiske optagelser af børn fra udlandet.

Gennem cirka et år - fra december 2018 til januar 2020 - bestilte og instruerede en 42-årig mand fra Lyngby pornografiske optagelser af børn fra blandt andet Filippinerne.

Det mener Nordsjællands Politi, som har efterforsket sagen.

Manden er sigtet for at have bestilt, betalt og instrueret film med børn helt ned til fem år. Desuden er han sigtet for at være i besiddelse af en større mængde ulovlig pornografi i form af billeder og videoer af mindreårige.

Onsdag har han været stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. I den forbindelse er han blevet varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage, fortæller senioranklager Bente Schnack.

Hun mødte ved retsmødet for anklagemyndigheden.

- Han erkendte sig i et vist omfang skyldig, siger Bente Schnack.

Ifølge sigtelsen har manden livestreamet filmsekvenser med børn fra sin bopæl i Lyngby og har også via en direkte netforbindelse instrueret, hvad der skulle ske på optagelserne, der havde pornografisk karakter.

Der har tidligere været flere sager, hvor danske mænd har været mistænkt - og er blevet dømt - for livestreaming af såkaldte "sexshows" og af overgreb begået mod børn i Filippinerne.

I januar sidste år blev en 67-årig mand fra Nordjylland idømt to års fængsel i Vestre Landsret for at have arrangeret, instrueret og set pornografiske optagelser med børn fra Filippinerne.

En anden sag om ulovlige optagelser med børn fra Filippinerne førte til, at en 76-årig mand fra Kongens Lyngby i oktober 2019 blev idømt otte måneders betinget fængsel og 150 timers samfundstjeneste.

Langt hårdere var straffen, da en 70-årig pensionist fra Brøndby blev dømt for sin rolle i en sag om optagelser af filippinske børn.

Han blev i 2017 dømt for at have medvirket til, at mindreårige deltog i sexshows. Derudover blev han kendt skyldig i medvirken til egentlige overgreb begået mod en lang række børn.

Manden blev idømt 12 års fængsel i byretten, men året efter - i 2018 - blev straffen nedsat i Østre Landsret til otte års fængsel.

/ritzau/