Søndag eftermiddag blev en mand overfaldet med en kniv. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Mand såret af knivstik ved tankstation

24. aug 2020, 06:11
Politiet efterforsker et knivstikkeri begået i Aarhus-bydelen Viby. Søndag aften er en person blevet anholdt.

Søndag eftermiddag blev en mand såret under et knivstikkeri ved en tankstation i Rosenhøj i Aarhus-bydelen Viby.

Det oplyste Østjyllands Politi efterfølgende på Twitter.

Politikredsen oplyser natten til mandag, at offeret er en 23-årig mand fra Aarhus.

Hans tilstand er stabil. Det er uvist, hvor på kroppen han blev ramt ved overfaldet.

En person er blevet anholdt for knivstikkeriet, som blev begået uden for en OK-tankstation. Anmeldelsen indløb klokken 15.48.

Politiet har foreløbig ikke yderligere kommentarer til sagen.

Alderen på den anholdte er ikke oplyst, ligesom det er uvist, hvad motivet til overfaldet har været.

Sagen fra Viby følger efter en række blodige hændelser - heraf flere drab - der har ramt Aarhus i løbet af sommeren.

Den 17. juli blev en 31-årig mand påkørt af en bil og derefter stukket med en kniv på Inger Christensens Gade i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Ved Jydsk Væddeløbsbane i den sydlige del af byen blev en 25-årig mand dræbt af to skud om aftenen den 22. juli.

Dagen efter mistede en 42-årig mand livet, da han blev stukket med en kniv på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand.

Endelig blev en 22-årig mand den 6. august fundet dræbt af skud i en bil, der var parkeret i Vårkjærparken i Viby.

En mand er fængslet i sagen om knivdrabet på den 42-årige, mens yderligere tre mistænkte fra den sag er eftersøgt af politiet.

Drabssagen fra Jydsk Væddeløbsbanen har foreløbig ført til én varetægtsfængsling, mens en mand er sigtet og fængslet for den forsætlige påkørsel og knivoverfaldet i Brabrand.

/ritzau/