Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Uhyggelig drabssag: Ung mand anholdt

14. dec 2019
En 23-årig mand døde efter knivstik torsdag. 20-årig er varetægtsfængslet i fire uger lørdag.

En 20-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med en drabssag i Birkerød nord for København, hvor en 23-årig mand torsdag blev dræbt.

Den 20-årige er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245, der omhandler vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, skriver Nordsjællands Politi på Twitter.

Manden henvendte sig selv til politiet lørdag morgen klokken 05.00.

I drabssagen har politiet tidligere anholdt flere mænd, men flere er løsladt igen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

En 21-årig mand blev natten til torsdag anholdt i sagen, men han blev løsladt igen, da efterforskningen viste, at han ikke havde noget med drabet at gøre.

Til gengæld blev en 27-årig mand, der også blev anholdt i forbindelse med drabet, fredag varetægtsfængslet i to uger.

Han sigtes for at have været i besiddelse af et skarpladt skydevåben, der blev fundet tæt på gerningsstedet. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen, eller om han kærede afgørelsen til landsretten.

To andre mænd, der også blev fremstillet i grundlovsforhør fredag for ulovlig våbenbesiddelse, blev løsladt af retten.

Det var torsdag aften klokken 19.23, at politiet fik en anmeldelse om en mand, der lå hårdt såret af knivstik ud for Birkerød Skole på Birkerød Parkvej. Klokken 21.05 afgik det 23-årige offer ved døden.

Efterforskningen viste, at manden var blevet stukket ned i nærheden af Rema 1000 omkring halvanden kilometer fra det sted, hvor han blev fundet.

Om den 23-årige selv fik transporteret sig hen til skolen, eller om han har fået hjælp, vides ikke.

Efter drabet fandt politiet et skarpladt skydevåben i en hæk på Birkerød Parkvej tæt på det sted, hvor den 27-årige og de to andre mænd blev anholdt.

Politiet mener, at motivet til drabet skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø. Det fortalte politiet i en pressemeddelelse fredag.

/ritzau/