En 81-årig mand mistede torsdag eftermiddag livet, da han blev kørt over af en bakkende lastbil.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete på Pallisvej i Brabrand ved Aarhus.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Her kommer den 81-årige mand, der bruger rollator, gående, da han på en eller anden måde bliver ramt af lastbilen, som bakker, fortæller politiets vagtchef Peter Hunniche.

Chaufføren opdagede ikke, at han ramte den gamle mand og fortsatte sin kørsel.

- Men vi fandt hurtigt frem til ham, siger vagtchefen.

Som altid ved alvorlige ulykker har en bilinspektør foretaget undersøgelser for at finde frem til, hvordan ulykken skete.

- Vi må afvente bilinspektørens undersøgelser, før vi kan sige noget nærmere om, hvad der er sket, siger Peter Hunniche.

/ritzau/