Københavns Politi efterlyser denne mand i forbindelse om med en sag om grov vold i en Rema 1000-butik. Foto: Politiet

Mand amok i Rema 1000: Se politiets fotos

10. jan, 11:26
En kunde blev slået i hovedet med en hammer, da manden gik amok.

Københavns Politi har fredag formiddag offentliggjort overvågningsbilleder fra en Rema 1000-butik på Amager. Det er politiets håb, at offentligheden kan være med til at opklare en sag om grov vold i dagligvarebutikken.

LÆS OGSÅ: Forældre tiltalt: Spædbarn tæsket ihjel

Det voldsomme optrin foregik onsdag den 6. november i Rema 1000-butikken på Øresundsvej. Politiet skriver i en pressemeddelelse, at gerningsmanden kom ind i butikken lidt over klokken fem om eftermiddagen.

Her blev personalet i butikken opmærksomme på manden og henvendte sig til ham, da de mistænkte, at han var i færd med at stjæle.

Gerningsmanden reagerede i første omgang truende, men forlod så butikken. Kort efter vendte han dog tilbage og medbragte en murerhammer.

Han gik målrettet i retning mod kasseekspedienten med murerhammeren i hånden. Flere handlende stillede sig i vejen, så kasseekspedienten kunne flygte. Gerningsmanden reagerede ved at slå en af de handlende med hammeren, så den handlende fik en dyb flænge i panden.

Efter overfaldet forlod gerningsmanden stedet i løb i ukendt retning.

Gerningsmanden beskrives som:

- Mand på 45-50 år

- Mindst 190 cm høj og almindelig af bygning med lys hud og grålige skægstubbe

- Han var iført grøn camouflagefarvet kasket, mørk trøje med lynlås over en rød/blå-ternet skjorte, sorte arbejdsbukser med hvide pletter og mørke sko. 


 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her