Arkivfoto. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Mand kaster brandbombe mod Christiansborg: "Jeg kommer på skideren nu"

9. feb, 16:54
En 31-årig afviser, at han kastede brandbombe af politiske årsager - det skyldtes personlige problemer.

En 31-årig mand er søndag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i 24 dage for to tilfælde af brandstiftelse mod Christiansborg.

Det første tilfælde var fredag aften, hvor der blev kastet brandbomber mod Dronningeporten. Lørdag aften blev der hældt og antændt benzin over døren til hovedindgangen til Christiansborg.

Brandbomberne anrettede ikke store skader.

Ifølge Ekstra Bladet, som var til stede ved grundlovsforhøret, erkendte den 31-årige, at han havde kastet brandbomber og sat ild til hovedindgangen. Han ville dog kun erkende hærværk og ikke forsætlig brandstiftelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I grundlovsforhøret afviste han, at der skulle være tale om et politisk motiv.

- Jeg var frustreret. Det har ikke noget med den politik, der bliver ført derinde. Det er noget personligt mod mig, sagde han ifølge Ekstra Bladet.

I grundlovsforhøret fortalte den 31-årige, at han faktisk gerne ville anholdes, da en motorcykelbetjent lørdag aften fik øje på ham.

- Jeg ved, at det er forkert, og at jeg kommer på skideren nu. På den anden side føler jeg mig allerede på skideren, sagde han i retten, skriver Ekstra Bladet.

Dommeren valgt at varetægtsfængsle manden, da der er risiko for, at han vil begå lignende kriminalitet igen, hvis han er på fri fod.

/ritzau/