En mand er i kritisk tilstand, efter at han lørdag aften kørte galt på sin scooter ved Farsø.

Det skriver Nordjyske.

Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om, at en mand var kørt galt på sin scooter på Grønnerupvej ved Farsø klokken 18.06.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Da en patruljebil ankom til stedet, stod det klart, at manden var alvorligt kvæstet. Han blev derfor hurtigt bragt til Aalborg Universitetshospital.

Hans tilstand betegnes som kritisk.

- Om han er blevet påkørt, eller om det er et solouheld, ved vi ikke endnu. Men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at han er blevet ramt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.

En bilinspektør har været på stedet for at foretage undersøgelser. Det står dog fortsat ikke klart, hvad der har forårsaget uheldet.

Nordjyllands Politi hører derfor gerne fra vidner og kan kontaktes på 114.

/ritzau/