Tvillingerne Malthe og William er fuldstændigt besat af et holde vagt og patruljere omkring Amalienborg, så det har de nu gjort jævnligt gennem tre år. Foto: TV 2 Lorry

Tvillingerne Malthe og William holder vagt ved Amalienborg

13. jul, 13:53
Tvillingerne Malthe og William holder vagt ved Amalienborg.

De seneste tre år har forbipasserende og turister kunnet opleve en ganske særlig indsatsstyrke ved Amalienborg. 

Der er dog ikke tale om Den Kongelige Livgarde i traditionel forstand - nærmere en mindre udvidelse.  Tvillingerne Malthe og William er nemlig fuldstændigt besat af et holde vagt og patruljere omkring Amalienborg, så det har de nu gjort jævnligt gennem tre år.

LÆS OGSÅ: Hjælper chefen med at undgå corona-konkurs: Nu risikerer ansatte dagpengesmæk

Det startede med, at mormoren og tanten tog dem med ind i byen for at opleve et vagtskifte, men oplevelsen gjorde så stort et indtryk, at tvillingerne nu spørger om lov til at komme afsted flere gange om ugen.

Senest har drengene nu fået mulighed for at patruljere i deres helt egne små garderkostumer, som er udlånt af Susanne Svensson fra Karlas Kostumer, og det har kun gjort dem endnu mere populære på slotspladsen. 

- Vi må ikke gå i bad med dem på, vi må ikke kravle og heller ikke spise mad med dem på. Og så må vi heller ikke sove i dem. Vi må kun holde vagt med dem på, siger de to drenge om deres uniformer.

Særligt husker tvillingerne en episode, hvor en sergent opdager dem fra vagtstuen og sender en soldat ud til dem med to rex-mærker. Han nævnes stadig ofte derhjemme, fortæller faren René Olsen glad til TV 2 Lorry. Han skulle i starten lige vende sig til drengenes store passion for Livgarden, men understreger, at han selvfølgelig støtter dem i deres "arbejde".