Tæt på verden: Mali er ved at brække over efter kupuro

11. apr 2012
Tuaregernes oprør i det nordlige Mali er en massiv udfordring. Trods aftalen med kupmageren er landet i store vanskeligheder uden løsninger.

En af udfordringerne på krisen i Mali, efter kup-krisen blev fredeligt afsluttet, var at få styr på rebellerne i landets nordlige provinser. Tuareg-grupperne, der er løst allierede med det frygtede al-Qaeda erklærede den 6. april det nordlige af landet uafhængigt under navnet Azawad.

At der er kommet en form for orden på det politiske i Mali betyder så langt fra, at tuaregernes forsøg på at skabe et nyt land større end Frankrig lige syd for Sahara er stoppet. Tværtimod er grupper af al-Qaeda folk strømmet til fra naboområder.

En del af aftale mellem fællesmarkedet ECOWAS og kup-kaptajn Sanogo var at landet ;ali skulle holdes samlet. ECOWAS, der består af 15 vestafrikanske lande, planlagde at sammensætte en styrke på 3.000 soldater, der skulle tage kampen op med tuaregerne.

Skifter mening

De seneste nyhedsrapporter fra BBC siger imidlertid, at kaptajn Sanogo ikke helt har tænkt sig at afgive magt i Mali. Han har afvist at lade nabolandene tage fat om tuareg-problemerne.

Det er tilsyneladende et brud på den aftale, som blev indgået i fredags med nabolandene mod at de ophævede sanktioner øjeblikkeligt. En del af aftalen var et amnesti for Sanogo selv og hans soldater.

Kaptajnen er ikke en statsmand, men en officer, der stod i spidsen for et mytteri den 22. marts, der førte til et statskup. Han har forsøgt sig med en hovsa-grundlov, som blev lagt i skuffen igen lynhurtigt.

Ikke strateg

Sågar har Sanogo forsøgt at indlede fredsforhandlinger med tuaregerne uden selv at have reel magt. Han beordrede Malis militær til at trække sig snarere end at kæmpe imod tuaregerne. Tilfangetagne soldater fik halsen skåret over.

Alle grupper i civilsamfundet, som fagforeningerne, har afvist militært styre kategorisk og enigt. Den afsatte præsident Toure var ikke kandidat ved det valg, der i forvejen var planlagt om en måned.

Malis nye præsident, parlamentsformand Traore, bliver indsat onsdag den 11. april. Han har 40 dage til at arrangere et nyt præsidentvalg. Hvordan det skal gennemføres med halvdelen af landet besat af fjendtlige styrker vides ikke.

Tuareger har flere gange tidligere gjort oprør og efterfølgende været lovet lokalt selvstyre og udvikling. De er blevet meget hårdt behandlet efterfølgende uden at få adgang til udvikling.

AQIM

Disse al-Qaeda grupper har hovedkvarter i Algiriet og ønsker sammen med andre islamiske grupper i AQIM, som al-Shabaab i Somalia og Boko Haram i det nordlige Nigeria, at danne en islamisk stat syd for Sahara.Den slags kan skabe frygt i vesten.

[pagebreak]Alle internationale grupper er imod at splitte Afrikas sjette-største land op, men hvem skal løse opgaven? Måske overraskende er, at al-Qaeda folkene er imod at danne et selvstændigt Azawad.

For dem er det hellig krig og ikke en territorial konflikt, skriver bureauet AFP. Selvstændighed, der ikke er i profetens navn, er ikke interessant for dem.

Lynhurtige forandringer

Islamisterne har ikke spildt tiden. Efter de for en uge siden tog kontrol med den fjerne ørkenby Timbuktu, er de begyndt at indføre islamisk ret over byen. Deres flag vejrer over bygninger i områdets tre største byer. En tyv har fået hånden hugget af offentligt, kvinder skal bære slør og syv algierske diplomater er kidnappet.

Så mange som 250.000 er flygtet, skriver den britiske avis Daily Telegraph. Meddelelser kommer ud af byerne via telefon til The Daily Telegraph beretter om plyndringer, nedbrændinger af huse og kidnapninger af unge kvinder. Mænd er beordret i moskeerne og barer er lukket. Nogle fortæller, at invasionsgrupperne ikke taler de lokale sprog.

Fødevarekrisen i Malis nordlige provinser vil næppe gøre en kamp for uafhængighed effektiv. Islamisterne har langt mindre kontrol med landområdet end kollegerne al-Shabab har i Somalia. Her har de formået at holde nødhjælp ude trods omfattende tørke og sultedød.

Ag Ghali

Lederne af tuaregerne, der har kæmpet for Gadaffi i Libyen, Chad og Libanon synes at have indgået et samarbejde med en jihadist ved navn Ag Ghali, der blev smidt ud af Saudi Arabien, fordi han var for heftig religiøst.

Ag Ghali var en kendt mand i tuareg-politik, men han blev for religiøs til at vinde accept. I stedet er han kendt som mellemmand og forhandler i forbindelse med kidnapninger af vestlige turister i Magreb området. Det har gjort ham til en holden mand.

Tuaregerne har ikke udpeget Ag Ghali som deres leder, så han har sin egen milits på 2-300 mand kaldet Ansat Dine. Det menes, at hans milits kom før tuaregerne til Timbuktu, og derfor har han taget føringen over samfundet.

Mali er ikke et stærkt religiøst samfund og de er stolte over en demokratisk tradition. Ej heller tuaregerne menes at støtte oprettelsen af en islamisk stat. De vil have territorium.

Se tuaregen lidt an

Videoer med fotos og musik af tuareger, der lever i den barskeste ørken.

En 20 minuter lang video om tuareger

ZeroGravity Film producerer dokumentarer om politik og musik

Tar Hani Live med tuareg supermusikeren Omara Moctar

En video med mange smukke fotos


Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.