Billede er ormen, der blev fjernet fra kvindens hals. Foto: The American Society of Tropical Medicine and Hygiene

Makabert: Orm levede i kvindes hals

20. jul, 08:45
Efter at have spist rå fisk fik en ung kvinde en noget ubehagelig og ubuden gæst i halsen.

En ung kvinde fra Tokyo i Japan måtte en tur på hospitalet, efter at hun i flere dage havde bøvlet med smerter i halsen. Her ventede hende en makaber overraskelse.

Da kvinden blev undersøgt på St. Luke’s International Hospital i Tokyo kunne lægerne, til skræk og forundring, afsløre, at årsagen til smerterne skulle findes i, at en levende orm havde taget ophold i kvindens hals.

Det skriver CNN på baggrund af en rapport publiceret i The American Society of Tropical Medicine and Hygiene.

Her var der tale om en 3,8 centimeter lang orm, der, mere specifikt, gemte sig i kvindens ene mandel, hvorfra den måtte fjernes med en tang.

Ormen, der senere blev identificeret som en parasit under navnet 'Pseudoterranova azaras', var stadig i live ved operationen.

Den type parasit kan tage ophold og leve i mennesker, der har spist rå eller undertilberedt fisk, hvilket er populært i flere lande – herunder Japan, hvor blandt andet Sushi er en populær spise.