29-årige Maja Holmelund Budahl Hansen gider ikke blive kaldt 'lille skat' på arbejdet. Foto: Privatfoto

Maja har fået nok af sexistiske kolleger: 'Han synes, det var okay at råbe 'fisse' efter mig'

10. aug 2020, 06:05
Maja Holmelund Budahl Hansen har fået nok af 'hyggesexisme' i form af kommentarer, tilråb og nedværdigende adfærd fra mandlige kolleger. Som 29-årig har hun allerede oplevet en del grove episoder på arbejdspladsen

Et par kærlige kommentarer, et kompliment her og der og måske en lille joke, som alle på kontoret griner af.

De kommer i mange indpakninger og varianter. Fælles for dem er dog, at de er uacceptable og ikke hører hjemme på nogen danske arbejdspladser.

Alligevel lever sexismen i bedste velgående. Det forklarer Everyday Sexism Project Danmark og mandeforsker Kenneth Reinicke til A4 Arbejdsliv på baggrund af tal, der tegner et tydeligt billede af en kultur, der stædigt hænger ved.

LÆS OGSÅ: Sexismen lever i bedste velgående på arbejdspladsen: 'Man er et dyr på en dyrskueplads'

En af de kvinder, der har haft sexisme tæt inde på livet, er 29-årige Maja Holmelund Budahl Hansen. Hun er uddannet historiker fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet både i det private og det offentlige med IT, uddannelse, projektstyring, kommunikation og marketing.

Det gav mig en følelse af at være en form for andenrangsmenneske – en person, som hele tiden var til skue og som alle havde ’licens’ til at tale om og til men ikke med
Maja Holmelund Budahl Hansen

I dag arbejder hun som marketingsassistent i en dansk virksomhed. Men vi skal ikke mange år tilbage i Majas arbejdsliv, før vi støder på talrige eksempler på det, hun selv kalder 'hyggesexisme'. En form for sexisme, hvor afsenderen ikke nødvendigvis gør det i ond tro, men fordi vedkommende tror, det er sjovt, som hun forklarer det.

Ikke desto mindre er det ganske grænseoverskridende oplevelser, Maja har været midtpunkt for.

- Jeg har blandt andet oplevet, at der blev taget et billede af mig, mens jeg spiste en banan. Det billede blev så sendt rundt til stort set alle medarbejdere med teksten: 'Majas kæreste er en heldig fyr', forklarer Maja Holmelund Budahl Hansen.

'Lille skat'

Episoden var chokerende for Maja, der dengang var i starten af 20’erne og kun lige havde stiftet bekendtskab med det arbejdsmarked, hun skal være en del af resten af livet. Episoden var kun en af mange.

- Jeg har oplevet gentagne gange at blive bedt om at hente ting fra nederste hylde. Så blev der grint og peget, når jeg lænede mig forover eller gik ned i knæ for at hente det efterspurgte, siger Maja Holmelund Budahl Hansen og fortsætter:

- Så var der gangen, hvor en kollega syntes, at det var ok at råbe 'fisse' efter mig. Eller gangen hvor en plakat af mig, der ellers skulle smides ud, endte bag en mandlig kollegas skrivebord, så han kunne sidde og kigge på mig også selvom jeg ikke var til stede.

LÆS OGSÅ: Mureren Mette: Det mener jeg om nøgne kvinder på væggen

Hun har også måttet lægge ører til andres åbenlyse diskussioner om hendes sexliv. Som når mandlige kolleger konstaterede, at "Maja burde få noget mere sex, så hun ikke var så sur hele tiden". Ofte krydret med tiltale af Maja som enten 'lille skat', 'søde ven', 'min pige' og 'smukke'.

- Det gav mig en følelse af at være en form for andenrangsmenneske – en person, som hele tiden var til skue og som alle havde ’licens’ til at tale om og til men ikke med. Jeg følte mig ikke accepteret, anerkendt eller respekteret, for ingen talte jo om det stykke arbejde, jeg leverede. I stedet talte de om, hvor godt min numse så ud, når jeg havde de der sko på. Eller om hvor mange kolleger jeg havde været i seng med, forklarer Maja Holmelund Budahl Hansen.

Bare en joke

Problemet blev ikke nemmere af, at der på arbejdspladsen herskede en kultur af, at den slags bare skulle grines af, og at det i øvrigt ikke var noget at blive fornærmet over.

Det gør, forklarer Maja Holmelund Budahl Hansen, at man står tilbage som den forurettede, der ikke har en sag, fordi ingen er med på ens banehalvdel. Og det gør en i forvejen sårende oplevelse endnu mere smertefuld.

- Når det bare bliver slået hen som 'en joke' af alle, inklusiv de kvindelige kolleger og chefer, man prøver at tale om det med, så giver det en følelse af at være blevet forrådt, af skam og af at være forkert. For hvis alle andre kan se, at det er en joke, hvorfor synes jeg så ikke, at det er sjovt, siger hun og fortsætter:

Grænsen går der, hvor dem du taler til, sætter den. Også selvom det ikke er der, du selv ville sætte grænsen
Maja Holmelund Budahl Hansen

- Det er nedværdigende og krænkende at blive gjort til et objekt på den måde, ikke at blive anerkendt for det, man rent faktisk kan. 

Ifølge mandeforsker Kenneth Reinicke handler det ofte om, at mænd ikke selv er klar over konsekvenserne ved deres handlinger i relation til sexisme. Det opfattelse deler Maja Holmelund Budahl Hansen, der ligesom Kenneth Reinicke mener, at det handler om manglende empati. 

- En stor del af problemet er, at de ikke tænker over konsekvenserne af det de siger og gør. De kan i bund og grund ikke forstå, at det, de gør, er problematisk. Mange siger 'tag det dog som et kompliment'. Men det er ikke et kompliment, når man bliver nedgjort. Men de kan ikke sætte sig i kvindens sted og tænke: 'hvordan bliver det her opfattet', siger hun.

Et spørgsmål om respekt

Det handler en forældet kultur, hvor det er stiltiende accepteret, at mænd kan gå over grænsen.

- Jeg tror, at det handler meget om kulturer og uforståenhed. Der er jo en slags flokmentalitet også på arbejdspladser. Hvis en eller to baner vejen og sætter tonen, så følger mange trop. For når nogen kan uden at blive irettesat, så er det jo accepteret opførsel, siger hun.

I dag arbejder Maja Holmelund Budahl Hansen ikke længere på den arbejdsplads, hvor de mange episoder fandt sted. Hun er dog stadig opmærksom på problematikken. Den handler ikke kun om den form for sexisme, hun har været udsat for.

Det handler nemlig også om alle de andre handlinger - som når andre mennesker føler sig berettigede til at kommentere på kvinders tøjvalg. Det er uacceptabelt, påpeger hun og slår fast, at grænsen går, der hvor andre sætter den.

- For mig at se er det et spørgsmål om respekt. Man er nødt til at kunne respektere andres følelser og oplevelser. Kommer der en person og siger, at man har opført sig krænkende overfor dem, så må man tage det til efterretning.

- Du kan ikke affeje andres følelser. Det er ikke respekt. Hvis du har respekt for andre mennesker, så lytter du til dem og tager deres følelser med dig videre frem. Så grænsen går der, hvor dem du taler til, sætter den. Også selvom det ikke er der, du selv ville sætte grænsen. For alle er forskellige, og det skal der være plads til, siger Maja Holmelund Budahl Hansen.

LÆS OGSÅ: Nøgne kvinder hænger stadig til pynt på værkstedet: 'Det er gammeldags'