20201230025532531_1000
Det er usædvanligt, at Mitch McConnell modsætter sig præsident Trump, men forsvarsbudget bør stemmes igennem, siger toprepublikaneren. Foto: Ken Cedeno/Reuters

Top-republikaner modsiger Trump: Vi må ikke svigte hæren

30. dec 2020, 08:07
Trump har nedlagt veto mod USA's forsvarsbudget. Men Mitch McConnell går på usædvanlig vis imod præsidenten.

Konflikten mellem USA's afgående præsident, Donald Trump, og resten af Det Republikanske Parti tager til.

Tirsdag lokal tid opfordrer Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, sit parti til at stemme for at underkende et veto, som præsident Donald Trump kort før jul nedlagde mod USA's forsvarsbudget.

Da Repræsentanternes Hus allerede har underkendt vetoet, er det op til Senatet, om budgettet på i alt cirka 4500 milliarder kroner må falde for Trumps veto - eller om det bliver stemt igennem trods præsidentens indsigelser.

- For de modige mænd og kvinder i den amerikanske hær er det ikke en mulighed at fejle, siger McConnell.

- Så når vi i Kongressen må stå bag dem, er det heller ikke en mulighed for os at fejle. Jeg vil derfor opfordre mine kolleger til at støtte denne lov endnu engang.

Budgettet er blevet vedtaget hvert eneste år siden 1960'erne.

Men det går på flere punkter imod Trumps ønsker. Præsidenten har blandt andet været utilfreds med, at loven lægger op til at ændre navnene på amerikanske militærbaser, som er opkaldt efter sydstatsgeneraler.

Hvis Senatet underkender Trumps veto, vil det være første gang i hans præsidentperiode, at et veto fra ham bliver underkendt.

Det kræver et flertal på to tredjedele at underkende vetoet. En afstemning i Senatet ventes denne uge.

Også i forhold til en ny coronapakke er der uenigheder mellem Trump og Republikanerne.

I en serie af opslag på Twitter går Trump til angreb på republikanske topfigurer, som han kalder "svage" og "trætte".

- Toprepublikanere bør snarest muligt vedtage, at støtteudbetalinger til amerikanere øges fra 600 til 2000 dollar, medmindre de har et dødsønske, skriver præsidenten.

Men McConnell har tirsdag valgt at udskyde en afstemning om coronastøtten.

Samtidig har han koblet loven sammen med et forslag om en undersøgelse af valgresultaterne i november og et forslag fra Trump om at ophæve juridisk beskyttelse af tech-selskaber.

Kongressen er under stort tidspres, da en ny samling begynder søndag, og lovgivning skal vedtages inden da.

/ritzau/Reuters