Mænd strammer maven ind med korset

13. aug 2008
Kvinder har ikke længere eneret på beklædningsgenstanden, der strammer maven ind og skubber brystkassen frem.

40 og fed – ja, men ikke af den grund færdig. For hvis kiloene har sat sig uheldigt omkring maven, er der hjælp at hente. Også andre steder end i et svedlugtende fitness-center.

Siden april har mænd kunnet købe korsetter i nylon og spandex på webshoppen just2men.dk. Salget har været stødt stigende, og hver dag sender indehaver Jan Klarskov fem-otte korsetter til mænd med hængebryster og bildæk.

Udvider forretningen

På det seneste er han begyndt at få ordrer fra vores nabolande, og han er derfor begyndt at tegne konturerne til en engelsksproget hjemmeside.

»Tyskerne og briterne er jo ikke mindre overvægtige end danskerne,« som han siger.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Idéen fik Jan Klarskov, da hans spejlbillede ændrede sig et par år inde i hans ægteskab. En dag tog han en stram T-shirt på under skjorten, og han kunne straks se den positive effekt på sin figur. Så kom han til at tænke på 90'er-filmen 'Dødbringende Våben,' hvor Danny Glover spiller en aldrende betjent, der rødmende må indrømme, at han bruger korset.

»Jeg tænkte, at jeg jo nok ikke var den eneste mand med for mange kilo de forkerte steder. Samtidig er mænd jo blevet mere forfængelige og kan i dag tillade sig at bruge flere penge på deres udseende,« forklarer Jan Klarskov.

Sociolog og mandeforsker Kenn Warming ler, da han første gang klikker sig ind på webshoppen.

»Men jo mere jeg reflekterer over det, des mere mening giver det. Der findes allerede badebukser med indlæg, ligesom mænd i nogle lande får implantater i ballerne. Kroppen betyder mere og mere, og de mindre heldige attributter skal skjules,« siger Kenn Warming fra RUC.

Korset på i kirken

Jan Klarskov forklarer, at hans mandlige kunder typisk er mellem 20 og 40 år, og de fleste bestillinger er i størrelserne XL eller XXL.

»De bruger korsetterne, når de skal have jakkesæt eller smoking på. Ved eksempelvis lejligheder som bryllupper vil de gerne strammes ind de rigtige steder,« siger han.

Kenn Warming vurderer, at det udelukkende vil være ved særlige begivenheder, at mænd iklæder sig et korset, da emnet er lidt ømt.

»Manden med et korset snyder jo lidt på vægtskålen i modsætning til manden, der tager tusindvis af mavebøjninger om måneden. Så jeg tror nok, der i mandlige vennekredse vil være grundlag for drillerier, hvis kammeraterne finder ud af det,« siger sociologen.

Indehaver Jan Klarskov mener, hans opfindelse kan hjælpe nutidens mand, der ikke finder løsningen i et fitness-center.

»Der er ingenting i vejen med at dyrke motion. Men virkeligheden er bare en anden, for vi bliver jo på grund af vore spisevaner federe og federe,« siger Jan Klarskov.

faktaboks