Mænd kan være præcis lige så intrigante

24. dec 2012, 05:48
Sygeplejersken Martin Carlson gemmer sin interesse for spil og film til fritiden.

Martin Carlson arbejder der, hvor kun 15 procent af danskerne helst vil. Nemlig på en arbejdsplads med overvægt af kvinder. Faktisk er han den eneste mand.

Den 37-årige sygeplejerske deler ikke holdning med flertallet i Avisen.dks rundspørge. Den viser, at hvis de kunne vælge, ville omkring halvdelen foretrække en arbejdsplads med flest mænd.

”Fordomme spiller enormt meget ind, når folk forestiller sig, hvordan en arbejdsplads er. I virkeligheden er der ikke nødvendigvis mindre sladder på en mandearbejdsplads, og mænd kan være præcis lige så intrigante som kvinder,” siger han.

Martin Carlson ved, hvad han taler om. Han har en fortid som ingeniør-studerende på DTU og har også arbejdet på flere mandearbejdspladser.

I sit nuværende job som sygeplejerske er han den eneste mand i den dagvagt han arbejder i, og han har været med til at lave et stort projekt om mandlige sygeplejersker. Se det her

Spil og biler må vente

En af de store forskelle mellem mande- og kvindedominerede arbejdspladser, er samtalerne i pauserne. Martin Carlson har for år tilbage vænnet sig til at hans interesse for teknik, spil eller film, må han lufte et andet sted.

”Der er meget mere fokus på individet på mandearbejdspladser. På ens egne interesser som politik, spil eller film og en selv som person. Ikke på netværk, kone og børn. Man går ud fra, at det er nok ok, og så siger manden vel selv til, hvis der er problemer,” siger han.

Hvor er det synd, hendes mand drikker

Bagsiden af det kan være, at man kan gå temmelig alene med sine problemer. Blandt sygeplejerskerne bliver pauserne derimod brugt på at reflektere over faglige spørgsmål. Der er også en hel del mere snak om familie.

Generelt er kvinder bedre til at gå ind i det sociale, og der er mere fokus på, hvordan du har det.

”Men det kan også være skidt, fordi det kan kamme over, og der kan komme en stor udspredning af negative oplysninger om andres privatliv. Hvor er det synd, at en kollegas mand drikker for eksempel,” siger han.

Det er især kvinderne i rundspørge, der ville foretrække mandedominans på arbejdspladsen. 52 procent af kvinder foretrækker flest mænd omkring sig. Kun 37 procent af mændene siger det samme.

Og det kan der være en god grund til. Martin Carlsons oplevelse er, at i en kvindedomineret kultur favoriserer man i høj grad mænd.

”Når man komme første dag på en ny arbejdsplads, siger kvinderne: Hvor er det godt, der er kommet en mand. Du kan noget, vi andre ikke kan. Og så står jeg hver gang og tænker: Hvad er det, jeg kan?,” siger han.

Selv dårlige mænd får positivt fokus

Tallene taler også for det samme. Cirka tre procent af sygeplejerskerne er mænd. Blandt sygeplejersker, der er ledere i det kommunale, udgør lederne 15 procent.

Martin Carlson mener, at det positive syn på mændene har et omfang, der er urimeligt overfor kvinderne selv, for det omfatter også mænd, der virkelig ikke er dygtige.

”Kvinder i et mandefag skal kæmpe for respekt og accept. Som mand i et kvindefag bliver man derimod ophøjet til noget særligt og omfattet af et ekstremt positivt fokus,” siger han.

Egentlig ville han helst arbejde med en mangfoldighed af alder og køn. Bortset fra økonomien.

”Samfundsmæssigt er der en tendens til, at kvindedominerede fag er dårligst lønnede, så på den måde ville jeg også helst være på en mandearbejdsplads,” siger Martin Carlson.

Det spurgte vi om:

Hvis du skal vælge, vil du så helst arbejde sammen med en overvægt af mænd eller kvinder?    

Kvinder    16%
Mænd    44%
Ved ikke 40%

Wilke for Avisen.dk