Mads Mikkelsen i helvede

16. aug 2008
Den kendte skuespiller er med egne ord røget en tur i helvede i rollen som stum og enøjet vikingekriger i Nicolas Winding Refns internationale satsning Valhalla Rising.

En kriger ved navn One Eye har knoklet rundt i de skotske bjerge i snart ti uger, og helt ærligt, så forstår man godt, at han undertiden hugger hovedet af de folk, der står i vejen for ham. For efter bare to minutter på toppen af det frodige highland ved Loch Ness-søen, så vil man gerne hjem igen.

Her er vådt og koldt, selv om sommeren, og først når man har kæmpet sig op af de marskagtige bakker, opdager man årsagen til, at både instruktør og kamerahold har sorte net trukket ned over ansigtet; de lokale myg står klar med en millionhær, der gerne æder dig levende.

Kun Mads Mikkelsen og de sidste overlevende kumpaner sidder ubeskyttet og glor på et højdedrag. Med et tavst, plaget udtryk i de mudrede ansigter. I svær tåge har et vikingeskib tilsyneladende forvildet sig til det uopdagede Amerika, hvor indvandrerfjendske indianere står klar med hvislende pile i den mørke urskov.

»Get everybody down behind that tree in that valley,« beordrer en stemme med umiskendelig dansk accent. Instruktør Nicolas Winding Refn er ikke meget for at få besøg af den danske presse, men da Scene 150 endelig kommer i kassen kører både han og Mads Mikkelsen ned til den nærmeste hotelbar for at forklare, hvad i alverden optagelserne til den 35 millioner kroner dyre satsning 'Valhalla Rising' er for noget.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Overlevelse i stiv kuling

»Det har været en tur i helvede. Det vildeste, jeg nogensinde har lavet,« fortæller Mads Mikkelsen og klør sig i det gråsprængte fuldskæg, der efter snart ti uger på 'settet' har et vist vikingetouch.

»Jeg troede aldrig, jeg skulle overleve. Folk stod i overlevelsesdragter i kuling og var ved at blæse ned, mens de filmede, mens vi andre stod i bar overkrop og slog hinanden ihjel i mudder. Virkelig sindssygt! Dér tænkte man: 'Det her kommer jeg aldrig igennem'.

Du er stum og har kun et øje. Hvad har du egentlig at arbejde med som skuespiller?

»Ikke så meget. Vi har også gjort grin med, hvornår ham skuespilleren Mads Mikkelsen kommer, for jeg har ligesom været hans stuntman i lang tid. Jeg har stort set kun fungeret som hans krop med de sindssyge stunts, vi har lavet. I virkeligheden minder det mig mest om, hvad jeg gjorde, da jeg var danser. Hvor man bruger energien og helt andre virkemidler end i film, hvor man vasker op og skændes med konen,« forklarer stjernen, der hver morgen møder i makeup-vognen klokken seks for at få sig et dårligt øje.

Besat af Amerika

Selv om 'Valhalla Rising' officielt er en vikingefilm, så er den ifølge Nicolas Winding Refn mere inspireret af spaghettiwesterns og samuraislag.

»Jeg interesserer mig ikke for vikinger og ved slet ikke noget om dem. Men jeg ville gerne lave en film om, hvordan Amerika blev opdaget, fordi jeg er meget besat af Amerika,« siger instruktøren, der selv synes, han udlever den amerikanske drøm. Dog gik han konkurs med sin sidste internationale satsning 'Fear X', hvilket kun gør det til en endnu større bedrift, at ideen om en moderne, visuel vikingefilm har fået et - for danske film - stort, økonomisk grundlag på 35 millioner kroner.

»Det er en type film, man ikke har set før på den måde. I hvert fald ikke i Danmark«, forklarer Mads Mikkelsen.

»Selv om vikingetiden ikke er særlig vigtig for os, forsøger vi at være så realistiske som muligt med pile og sværd og den slags, men det er kun fordi, at ellers er der nogen, der brokker sig. Vi håber på en sjælelig oplevelse, fordi filmens univers er episk og mytisk frem for det almindeligt genkendelige,« understreger skuespilleren.

Er det ikke svært at fægte med kun et øje?

»Jo, for jeg kan ikke bedømme afstande. Men det er heller ikke den slags fægtning, vi satser på, det gider vi ikke. Vi er mere til brutale slåskampe, hvor vi ruller rundt i mudderet.«

I næste uge er kampene i det skotske højland forbi, og først i august næste år er 'Valhalla Rising' blevet sakset sammen til en vikingefilm. Af den utraditionelle slags, forstås.

faktaboks