Tæt på verden: Madpakke til de sultne ventes fra G8 topmøde

17. maj 2012
De rige lande skal diskutere Europas finanskrise. USA vil afsætte flere penge til fødevaresikkerhed i fire afrikanske lande.

USA ventes i forbindelse med G8-topmødet fre-lørdag at offentliggøre et initiativ rettet imod sult i verdens fattige lande. Topmødet skal ellers beskæftige sig mest med finansproblemer og ikke den hærgende fattigdomskrise.

I 2009, efter ekstreme prisstigninger på mad i 2008 kastede millioner ud i sult, besluttede de rige lande at oprette et fødevaresikkerhedsprojekt, der skulle sikre mad, hvor problemerne opstod samt investere i landbrug og infrastruktur.

De mange penge er tilsyneladende ikke brugt endnu.

Præsident Barack Obama vil i henhold til bloggen Obama Foodorama mødes med fire afrikanske ledere lørdag. De andre rige deltagere er fra Japan, Canada, Storbrittanien, Tyskland, Italien og Frankrig. Rusland udebliver.

Målet er at accelerere hastigheden i kampen for fødevaresikkerhed, oplyser det Hvide Hus. The Guardian mener at vide, at Obamas plan er at investere en milliard dollars i udvalgte lande for i løbet af 10 år at sikre 50 millioner mennesker mad.

De udvalgte lande skulle være Tanzania, Etiopien, Ghana og Mozambique.

Tung byrde

Der er over to milliarder mennesker, der må klare sig for under 2 dollars om dagen. Flertallet af dem er kvinder og børn, der ikke får en værdig chance her i livet. Sult og underernæring sætter folk tilbage.

For syv år siden erklærede Nelson Mandela ved et lignende topmøde, at ”hverken slaveri, apartheid eller fattigdom er naturlige tilstande. De er skabt af menneskerog kan overvindes og fjernes af mennesker.”

Over 2,5 millioner børn dør hvert år som følge af underernæring. Næsten halvdelen af alle børn under fem i Mozambique er for eksempel fysisk og mentalt skadede på grund af forkert ernæring.

Red Barnet forudsagde i februar, at i de kommende 15 år vil 450 millioner børn verden over blive fysisk og mentalt handicappede på grund af utilstrækkelig eller forkert ernæring.

G8 bekymringer

I fokus for topmødet er i langt højere grad Europas problemer med finanserne, ikke mindst gældskriserne i Grækenland med flere. Værten USA får ikke meget at skulle have sagt, siden der ingen overskud er i amerikansk økonomi.

[pagebreak]Midt i et valgår er Barack Obama særdeles nervøs for udviklingen i Europa, fordi løsningen eller det modsatte påvirker USA ligesom de fattige lande. Præsidenten vil forsøge at få Angela Merkel til at gå ind for stærke vækstinitiativer.

Da finanskrisen i 2008 ramte verden som en tsunami skabte det godt nok problemer og arbejdsløshed i de rige lande. I de fattige medførte de ekstreme stigninger i madpriserne, og der opstod optøjer flere steder.

Selv om G8-landene kun har en syvendedel af verdens befolkning betyder de riges beslutninger uendeligt meget for deres fattige naboer. Med nok midler kunne skoler bygges, sundhed etableres og alle gå til ro dagligt med en fuld mave.

Bagsiden af G8 initiativer

Ved gruppen topmøde i 2009, hvor fødevarekrisen virkelig bed i de fattige lande blev der lovet 6 milliarder dollars til at løse problemerne over tre år. Nu er perioden gået, og der var i juli ikke udbetalt mere end en femtedel af pengene.

Igen og igen er det hos de rige penge og viden er til stede, der kan løse problemer. Tidligere har der været eksempler på initiativer, der har medført resultater. Ved weekendens topmøde er fokus igen på fødevaresikkerhed.

Tæt på verden

En af landets mest erfarne u-landsjournalister, Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.