Blogger:
Måltal for førtidspension og fleksjob er uhyrlig tankegang
DA DAVÆRENDE beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i juni 2012 indgik en aftale med De Radikale, SF, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om en reform af førtidspension og fleksjob, var målstyring en central del af aftalen. I aftaleteksten stod der sort på hvidt:
"Der skal udarbejdes måltal for udviklingen på fleksjob- og førtidspensionsområdet, der kan indgå i den årlige opfølgning på udviklingen både på landsplan, regionalt og kommunalt. De konkrete måltal er direkte udledt af beregningerne bag konsekvenserne af reformen. Der vil således være en sammenhæng mellem målopfyldelse og opnåelse af de forventede besparelser. De konkrete måltal kan anvendes som pejlemærker for udviklingen på området, både i den overordnede statslige styring og i den kommunale."
Målstyringen handlede om at holde så mange mennesker som muligt væk fra førtidspension til fordel fra andre ordninger med henblik på den aftalte besparelse på 1,9 mia. kroner årligt i 2020 og 3,6 mia. kroner i 2036. Der skulle indgås kontrakter mellem beskæftigelsesministeren og de regionale beskæftigelsesregioner om, hvor mange nytilkendelser af førtidspensioner, der højst måtte være i de enkelte regioner årligt.
Beskæftigelsesregionerne skulle så sørge for, at deres respektive kommuner udarbejdede beskæftigelsesplaner, hvori de forholdt sig til udmeldte ministermål. Ministermål 2 i beskæftigelsesplanen for 2013 og 2014 handlede således om ”bedre og mere helhedsorienteret hjælp til ledige på kanten af arbejdsmarkedet – færre personer på førtidspension”. Nogle kommuner satte konkrete måltal på det maksimale antal nytilkendelser af førtidspensioner og fleksjob.
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE skrev i deres høringssvar til reformens første høringsdel i september 2012, at Rådet var "… stærkt kritisk over for, at den primære drivkraft bag reformen er ønsket om økonomiske besparelser”.
Det fandt det ”… særligt betænkeligt, at der fremover skal sættes måltal for udviklingen på førtidspensions- og fleksjobområdet med udgangspunkt i økonomiberegningen bag aftalen. Risikoen for, at førtidspension og ressourceforløb tildeles med udgangspunkt i måltallene og ikke den socialfaglige vurdering, er simpelthen for stor. Det bør i lovforslaget præciseres, at der ikke bliver indført en kvoteordning af bagdøren for antallet af førtidspensionstilkendelser eller ressourceforløb i den enkelte kommune.”
De skrev endvidere, at en ”… stram styring med måltal indebærer (…) stor risiko for, at der sættes ind med ressourceforløb alt for sent med forringelse af muligheden for vellykket rehabilitering til følge."
En lignende kritik fremkom privatrådgiver Ricky Magnussen med i medierne samme efterår. Han sagde, at måltallene og formuleringerne i planerne gjorde dem til direkte ordrer til sagsbehandlerne, og at der løb en rød tråd fra de bastante formuleringer i kommunernes beskæftigelsesplaner til de afslag, som sagsbehandlerne ville komme til at give. Daværende formand for Socialrådgiverforeningen Bettina Post støttede denne kritik.
DA REFORMEN VAR blevet implementeret, gentog og uddybede Rådet for Socialt Udsatte deres kritik af måltallene i deres sociale årsrapport for 2014:
”8.038 nytilkendte førtidspensioner i 2013. Måltallet for 2014 er lidt højere, højest 10.815 nytilkendelser.
Kommunerne har mere end opfyldt målet i 2013. Antallet af nytilkendelser af førtidspension i 2013 var kun 5.700, altså langt under måltallet på 8.038. Problemet er, at faldet i antallet af nytilkendelser ikke er resultatet af en aktiv indsats i kommunerne – den var meget mindre end forudsat. Uden de aktive indsatser bliver måltallet for antallet af tilkendte førtidspensioner til en kvote. Det er en udvikling, som Rådet vil advare meget imod."
I foråret 2017 har Rådet gentaget kritikken i et brev til nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):
"Der har løbende været meldt måltal ud til beskæftigelsesrådene. Udmeldingerne har næsten kunnet læses som ”kvoter” for antallet af førtidspensioner, som kunne uddeles på forskellige forvaltningsniveauer. I relation til førtidspension som et grundlæggende element i det sociale sikringssystem, bør evalueringen således også være anledning til at se på og diskutere følgende: Hvordan har virkningen af den statslige styring af området været set i forhold til sikringshensynet? Har denne styring haft en utilsigtet konsekvens i form af nedprioritering af den sociale sikring til fordel for opfyldelsen af styringsmæssige måltal?”
Rådet opfordrer her endvidere ministeren og forligskredsen til i forbindelse med den kommende evaluering af reformen også at se på virkningen af den kommunale refusionsprocent på overførselsindkomster. ”Den giver,” skriver man, ”kommunen et stort økonomisk incitament til at fastholde personer på kontanthjælp eller i ressourceforløb, også selv om den bedste løsning for personen ville være en førtidspension. Derved kan refusionssystemet modvirke det sociale sikringshensyn."
EFTER MINE BEGREBER om retssikkerhed, moral og værdig behandling af syge mennesker er det en helt uhyrlig tanke, at man overhovedet kan finde på fra politisk niveau at beslutte og udmelde måltal for antallet af nytilkendelser af førtidspension og fleksjobvisitationer med så klart et økonomisk diktat. For ”måltal” er blot en nysproglig eufemisering af den mere direkte betegnelse ”kvote”.
Selvom forligskredsen igen og igen påstår, at det ikke var meningen med reformen at stramme sikringsnettet ud i det absurde, så har den konkrete målstyring et langt stykke hen ad vejen bidraget til den meget stramme og absurde forvaltningspraksis, som vi har set i tusindvis af eksempler på. Måltallene er blevet det rigide fokus frem for borgerens retskrav på en ”individuel, konkret vurdering”, og rigtig mange syge mennesker har betalt en meget høj pris. Jeg synes, forligskredsen skylder at fortælle befolkningen, hvor mange syge mennesker uden arbejdsevne, de ville ofre for at opnå de aftalte milliardbesparelser. For det må de jo have gjort sig nogle tanker om.
At kommunerne naturligvis også har deres ansvar for denne systematiske udfordring af retssikkerheden og vores begreber om menneskelig og værdig behandling, er en helt anden og lige så alvorlig sag. Der er efterhånden temmelig beskidt ved håndvasken efter reformens retlige og moralske morads.