Chokmåling: S står til bedste valg i tre årtier

20200406-230521-L-1920x888we
Mere end hver tredje dansker ville sætte kryds ved Socialdemokratiet, hvis der blev udskrevet valg i dag. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
13. apr. 2020 13.50
Socialdemokratiet står til 35,1 procent af stemmerne i meningsmåling foretaget af Voxmeter.

Socialdemokratiet ville få markant fremgang i Folketinget, hvis et valg var lige på trapperne.

Partiet står til at få opbakning fra 35,1 procent af vælgerne i en meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Det er 9,2 procentpoint mere end ved folketingsvalget i juni sidste år. Partiet ville gå fra 48 til 65 mandater i Folketinget.

Den store fremgang til regeringspartiet har været en klar tendens i de løbende meningsmålinger, som er foretaget under coronakrisen.

Opbakningen til partiet er 1,1 procentpoint større end en måling i sidste uge. Det hører med til historien, at der er en statistisk usikkerhed på 2,9 procent.

Hvis meningsmålingen blev vekslet til stemmer ved et folketingsvalg, ville Socialdemokratiet stå til bedste resultat siden valget i 1998.

Dengang stemte 35,9 procent af vælgerne på partiet, der på daværende tidspunkt havde Poul Nyrup Rasmussen som formand.

Hvis man ser på antal mandater i Folketinget - som blandt andet tager højde for stemmespild - ville det være bedste valg siden 1990. Dengang fik Socialdemokratiet med Svend Auken som formand 69 mandater. Ved valget i 1998 fik partiet 63 sæder i Folketinget.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er det ikke overraskende, at Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen er gået voldsomt frem.

- Det er først og fremmest et udtryk for en generel opbakning til regeringens linje under coronakrisen og tilfredshed med Mette Frederiksens lederskab.

- Men der er i krisetider en tilbøjelighed til, at befolkningen rykker sammen - også om regeringen. Det har vi også set i andre EU-lande og USA.

- Men der er også en tendens til, at når kriser er overstået, så vender man tilbage til normalen, siger Hans Engell.

I målingen går alle øvrige partier - undtagen Nye Borgerlige - en anelse tilbage. For de fleste af partierne er bevægelsen inden for den statistiske usikkerhed.

Samlet set står rød blok til 57,6 procent af stemmerne. Det ville give 104 mandater i Folketinget og dermed stort flertal.

- Det er vanskeligt at være opposition i øjeblikket, fordi det er svært at gå imod regeringen på selve håndteringen af coronakrisen. Man har ikke faglig ekspertise til rådighed ligesom regeringen.

- Men vi begynder så småt at se, at fronterne bliver trukket hårdere op, siger Hans Engell.

Han peger blandt andet på, at blå blok søndag aften forlod forhandlinger om en genåbning af flere dele af sundhedsvæsenet.

Samtidig har tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritiseret tempoet i genåbningen af samfundet.

/ritzau/

Se resultatet af målingen her:

De anførte tal er de vægtede gennemsnitstal i Ritzau Index, mens tallet i parentes er resultatet af den nye meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau, som Ritzau Index netop er blevet opdateret med.

Socialdemokraterne: 31,8 procent - 59 mandater (35,1 procent – 65 mandater)

Radikale Venstre: 8,3 procent - 15 (7,5 procent – 14 mandater)

Socialistisk Folkeparti: 7,5 - 14 mandater (7,2 procent – 13 mandater)

Enhedslisten: 7,2 procent - 13 mandater (6,7 procent – 12 mandater)

Alternativet: 1,1 procent - 0 mandater (1,1 procent – 0 mandater)

Rød blok, samlet: 55,9 procent - 101 mandater (57,6 procent – 104 mandater)

Venstre: 22,4 procent - 42 mandater (22,0 procent – 41 mandater)

Dansk Folkeparti: 7,8 procent - 15 mandater (7,3 procent – 13 mandater)

Liberal Alliance: 1,6 procent - 0 mandater (1,5 procent – 0 mandater)

Det Konservative Folkeparti: 6,6 procent - 12 mandater (6,5 procent – 12 mandater)

Kristendemokraterne: 0,2 procent - 0 mandater (0,0 procent – 0 mandater)

Nye Borgerlige: 2,8 procent - 5 mandater (2,5 procent – 5 mandater)

Klaus Riskær Pedersen: 0,1 procent - 0 mandater (0,0 procent – 0 mandater)

Blå blok, samlet: 41,5 procent - 74 mandater (39,8 procent – 71 mandater)

Stram Kurs: 1,3 procent - 0 mandater (1,1 procent – 0 mandater)

Den maksimale usikkerhed på målingen er på cirka +/- 2,9 procentpoint.

Voxmeters politiske meningsmåling baserer sig på interview gennemført i perioden 30.03 til 11.04.2020 med 1052 repræsentativt udvalgte personer på 18 år eller derover.