20210203163324456_1000
Kommunerne er i gang med at oplære personale, der skal stå for at pode personalet på skolerne. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lyntest til lærere og pædagoger skal give tryg genåbning

3. feb 2021, 17:12
To ugentlige lyntest til personalet på landets skoler skal sikre tryg genåbning af skoler for de mindste.

Når skolerne i næste uge genåbner for børnene i 0.-4. klasse, vil skolernes personale blive tilbudt to ugentlige lyntest.

Det gælder lærere, pædagogisk personale, skoleledere og andre faggrupper i skolen, skriver Kommunernes Landsforening (KL) i en pressemeddelelse.

- Vores medarbejdere skal kunne gå trygt på arbejde. Og forældre og elever skal være sikre på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at møde op.

- Derfor er det vigtigt, at vi får en god model for test af personalet på skolerne, siger formand for kommunerne Jacob Bundsgaard (S).

Han tilføjer, at det er en stor opgave og beder om tålmodighed fra såvel personale som forældre, indtil det hele er på plads.

Det er planen, at hurtigtestene skal foretages på skolerne. Det vil være frivilligt for personalet, om de ønsker at benytte testen.

Som udgangspunkt vil det ske i arbejdstiden, skriver KL.

Personalet opfordres også "kraftigt" til at få gennemført en pcr-test op til genåbningen.

Det er en testform, der anses for at være mere præcis end lyntesten. Men til gengæld kan der gå ét til to døgn, før der foreligger et svar.

Kommuner foretager selv test

Det er kommunerne selv, der kommer til at foretage test på skolerne, og derfor er man nu i gang med at oplære personale til at kunne pode og aflæse svar.

I Danmarks Lærerforening er formand Gordon Ørskov Madsen overbevist om, at mange lærere vil benytte tilbuddet om kviktest.

- Det er et vigtigt element i at skabe størst mulighed tryghed og noget, vi har efterlyst længe, siger han til Ritzau.

Men kviktest gør det ikke alene, lyder det fra lærerformanden.

Han efterlyser også bedre rengøring og mulighed for at inddele eleverne i mindre hold, så man ikke skal være så mange sammen.

Tilbuddet om lyntest på skolerne kommer ikke til at stjæle testkapacitet fra andre kommunale institutioner som eksempelvis plejehjem, oplyser KL.

Kommunerne oplyste i sidste uge, at plejehjemmene har førsteprioritet, når det gælder lyntest.

Medarbejderne på landets plejehjem testes op mod fem gange ugentligt med lyntest.

Dertil kommer to ugentlige pcr-test.

Alle andre skoleelever end eleverne i 0. til 4. klasse vil fortsat være omfattet af de hidtidige restriktioner, der løber til og med 28. februar.

/ritzau/