Lukkedage i børnehaven går ud over kollegerne

29. maj 2011
Silkeborg kommune topper med 23 lukkedage om året. Det kan Morten Ørsteds kolleger godt mærke, når han og konen kæmper for ferie

Til sommer lukker alle institutioner tre uger i træk i Silkeborg Kommune. Det har Morten Ørsteds kollegaer godt kunnet mærke. Også selvom de ikke har børn.

”Lukkedagene er en voldsom indgriben i vores liv, og rammer både vores arbejdsplads og kolleger. Vi er nødt til at sætte hårdt mod hårdt og presse de uger igennem ferieplanlægningen. For vi skal bare have ferie der,” siger Morten Ørsted, der er far to børn på fire og seks år.

I løbet af et år bliver det til ikke mindre end 23 lukkedage. I Ekstrabladets rundringning til 98 kommuner tidligere i år bragte det Silkeborg ind på en trist topplacering. Oveni i de 23 faste lukkedage kan institutionerne selv planlægge flere, hvis de forventer, der kommer under 20 procent af børnene.

I sommer smækker børnehaver, vuggestuer og SFO’erne dørene i i tre uger i træk i sommerferien. Uge 29, 30 og 31.

”De uger er jo et attraktivt tidspunkt at holde sommerferie, så der er også mange andre, der gerne vil have ferie der - udover de andre med små børn og bedsteforældrene, der skal hjælpe med at passe børnebørn,” siger Morten Ørsted.

Både Morten Ørsted og hans kone er bankrådgivere, så ferierne giver ikke sig selv. Banken har hverken lukket mellem jul og nytår, op til påskeferien eller i industriferien, hvor kommunen har lagt lukkedage.

”Når vi ikke kan få ferie igennem begge to, så betyder det, at vi ikke nødvendigvis holder ferie sammen. En af os skal jo passe børnene, så vi må skiftes vi til at holde ferie,” siger han.

Morten Ørsted er formand for Forældrenævn Silkeborg, der kæmper mod blandt andet de mange lukkedage. For han mener ikke, at det bare handler om, hvordan det rammer hans familie, men også at det overordnet er urimeligt overfor børnefamilierne.

”Jeg synes faktisk godt, at man kan forlange, at når man har en travl hverdag med fuldtidsjob og børn, så får man sin ferie sammen. De seks uger har vi brug for sammen som familie,” siger han.

Men Silkeborg Kommune gør, som loven kræver. De tilbyder ’fællespasning’ på lukkeugerne. Det betyder at forældrene kan vælge mellem pasning i en af fire institutioner i kommenen. Det går op omgang fra år til år, hvilke der har åbent.

”Der er kun fremmede børn og ingen af de voksne fra deres egen institution. Måske er der stærke, sociale børn, der synes det er sjovt. Men det er ikke noget for mine børn.”

Morten Ørsted kalder det for en nødløsning og ”ren børneparkering”. For forældre, der ikke bor midt Silkeborg, kan der være lang transporttid.

”Forældrene vælger det fra, hvis de overhovedet kan. Problemet er så, hvis kommunen tager det som udtryk for, at der ikke er behov for pasning i sommerperioden. For det passer ikke. Vi har bare ikke lyst til at få vores børn passet på den måde.”