CASEIMG_4428
Theis Grønlund ærgrer sig over situationen, da Menzies har været en rigtig dejlig arbejdsplads igennem mange år. Foto: Morten Madsen

Lufthavnsansat: Utrolig trist, at coronaregningen tørres af på os

31. aug 2020, 11:41
Mandag morgen var omkring 70 lufthavnsansatte mødt op foran Industriens Hus i sympati med kolleger, der står til en væsentlig lønnedgang og tabte rettigheder. En række selskaber i lufthavnen har opsagt lokalaftalerne for at spare på lønomkostningerne. 

Der var basser, håndsprit og kaffe på kanden, da op mod 70 lufthavnsansatte 3F'ere mandag morgen hejste de røde faner i utilfredshed med de selskaber i lufthavnen, der har opsagt lokalaftalerne i et forsøg på at overleve coronakrisen.

Konkret drejer det sig om selskaberne Menzies, Gate Gourmet Denmark og de tre SAS-selskaber SAS Tech, Spirit Air Cargo og SAS Ground Handling (SGH), der alle har opsagt deres lokalaftaler med 3F. Mandag var der indkaldt til forhandlinger mellem Menzies og 3F i Industriens Hus. 

LÆS OGSÅ: Lokalaftaler i lufthavnen opsiges: Vil presse ansatte ned i løn

Indtil videre har der dog ikke været tale om ret meget andet end skinforhandlinger, mener Theis Grønlund. Han er arbejdsmiljørepræsentant hos Menzies Aviation.

- Menzies har spillet ud med, at der skal være tale om vedvarende besparelser. Vi føler dog ikke rigtig, der er tale om reelle forhandlinger her, idet de siger, hvad de gerne vil have, og når vi så kommer med vores udspil, så er de slet ikke interesseret i at snakke. Det er jo mildest tal problematisk, siger Theis Grønlund.

A4 Arbejdsliv har hidtil forgæves søgt at få kommentarer fra Menzies. 

Ikke rimeligt

Arbejdstagerne hos Menzies er ligesom SAS-medarbejderne gået ind til forhandlingerne med en præmis om, at man gerne vil acceptere en midlertidig aftale med en lønnedgang, mens coronakrisen raser. Men arbejdsgiverne ønsker, at der skal forhandles en permanent aftale hjem. Det vil - ifølge 3F - betyde en betragtelig lønnedgang samt et krav om øget produktivitet.

Det er ikke rimeligt, lyder det fra Theis Grønlund.

- Det er utroligt trist at være vidne til det her på egne og kollegers vegne, når arbejdsgiverne ligesom sender regningen over på os, så det er os, der skal betale det hele. Vi har fuld forståelse for, at vi skal tage del i den her krise, men jeg føler, man lægger ansvaret fra sig og over på os ansatte.

Foto: Morten Madsen

(Foto: Morten Madsen) 

3F-medlemmerne hos Menzies hører under Industriens Overenskomst. Den sikrer en grundløn på 122 kroner i timen, mens man med lokalaftalerne har forhandlet sig op i et leje omkring 200 kroner i timen samt betalt frokost, fast fri hver anden weekend og rabat på flybilletter. 

Kampskriftet fra 3F Kastrup, der har indbudt til sympatistrejken foran Dansk Industris domicil, er da også klart: 'Nu kræver firmaerne at vi går endnu mere ned i løn og pension og op i arbejdstid og tempo. Det er ikke rimeligt!' som det hedder i pamfletten fra forbundet 

- Jeg synes, det er ærgerligt, for Menzies har været en rigtig dejlig arbejdsplads igennem mange år, siger Theis Grønlund.

Forhandlingerne mellem 3F og SAS ligger i øjeblikket stille efter forhandlingerne mellem parterne er brudt sammen, mens Gate Gourmet Denmark forhandler lokalt.

Der er stort pres på løn og arbejdsvilkår i lufthavnen. Kom og bak op om forhandlerne fra 3F og tillidsfolkene! På...

Slået op af 3F KastrupOnsdag den 26. august 2020