Tæt på verden: Lover 20 højere løn til arbejdere

16. apr 2011
Perus præsidentvalg afgøres af den fattige befolkning. De er trætte af ikke at få del i landets imponerende økonomiske vækst de seneste år.

Den venstreorienterede tidligere oberstløjtnant i hæren, Ollanta Humala, blev vinder af Perus præsidentvalg den 10. april. Hans flertal er dog ikke overbevisende nok til at undgå en ny runde den 5. juni. Ideologi præger Perus politik og anden runde bliver spændende.

Over halvdelen af Perus befolkning er fattige og bor på landet eller i Andesbjergenes højder. Trods adskillige års økonomisk vækst er de stadigt lige fattige. Forståeligt nok stemmer de på en venstreorienteret nationalist, der lover 20 procent højere løn til arbejdere.

Valgdeltagelsen var på 85 procent.

Stemmerne

Stemmetallene, der officielt frigives mandag, viser indtil videre, at Humala fik knap 32 procent af stemmerne og hans nærmeste modstander, Keiko Fujimori, cirka 24 procent. Resten blev delt mellem en sværm af andre partier og valgforbund med kandidater som en tidligere præsident, en tidligere borgmester i hovedstaden Lima og en tidligere økonomiminister.

Med knap halvdelen af stemmerne på andre hænder end de to førende kandidaters bliver det et spændende valg.

Ved valget i 2006 vandt Humala også flertallet i første runde, men blev slået i anden. Vinder, den nuværende præsident Alan Garcia, er neoliberal og har været erhvervslivet, investorer og de rige en god mand.

Humala er folkelig

I 2006 blev Ollanta Humala, 48, overvundet af en politisk hadekampagne af format. Han optrådte i røde skjorter ved valgmøder for at hylde den yderst kontroversielle præsident Hugo Chavez fra Venezuela.

Samtidig slog han armene om Bolivias Evo Morales, der var kommet til magten på en bølge af støtte fra de fattige.

Humala er i dag neddæmpet med grå jakkesæt og nydelige slips. Han har lært sin lektie og siger selv, at han ”har forandret sig ligesom landet”. Han er dog stadig kandidat for et valgforbund af venstreorienterede partier og grupper af oprindelige folk.

Han karakteriseres af sine fjender som en populist, der siger, hvad folk gerne vil høre. Humalas politiske forbillede i dag er Brasilien og den tidligere præsident Lula da Silva fra Brasilien.

[pagebreak]Vil benåde papa

Modstanderen er den kun 35-årige Keiko Fujimori, der sågar har været ”førstedame” i Peru, da hendes forældre blev skilt under faderens halv-diktatur i ti-året op til år 2000. Far Alberto flygtede ud af landet og trak sig af posten med en fax.

Han er returneret efter års eksil i Japan og sidder nu fængslet i 25 år for korruption og overgreb på menneskeheden under guerillakrigen imod ”Den Lysende Sti”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Unge Fujimori, der er medlem af kongressen, har lovet at benåde sin fader som en af sine første handlinger som præsident.

Folk husker tydeligt ”El Chinito” (den lille kineser) og hans gerninger. De husker også hans sikkerhedschef, Vladimiro Montesinos, der blev videoptaget i færd med at bestikke politikere. Modstanderne af datteren som præsident benytter fortiden som et skræmmebillede.

Højreorienterede Keiko Fujimori blev valgt til parlamentet i 2006 med det fleste stemmer nogensiden for en kandidat. Hun lover også at indføre dødsstraf og strenge anti-terrorlove. Hendes politiske karriere siges at være præget af passivitet og udeblivelser.

Hvad sker der i Peru?

Den aktuelle økonomiske model har skabt velstand for de få i Peru.

Humala ønsker at forandre situationen blandt andet ved at tvinge mineselskaber til at betale højere skatter og genforhandle en forhadt handelsaftale med USA. Ligeledes lover han, at fattige vil få bedre muligheder for at låne penge, hvis han bliver valgt.

Aktiemarkedet spiller med i Perus valg. Efter de første stemmetal blev kendt for en uge siden faldt indekset på børsen 12 procent, men fredag steg det igen 3,4 procent, efter Humala udtalte, at han ville overveje at respektere den frie markedsøkonomi.

Udtalelsen og væksten i aktiepriserne, der højeste spring siden 2009, kom efter Humala holdt et møde med den tidligere økonomiminister, der kom ind som nummer tre ved valget og hvis opbakning vil hjælpe den 5. juni.

Økonomien i Peru er solid med en vækst på 9 procent i sidste kvartal og 45 milliarder dollars som valutareserver.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.