Lov skal redde frisørers ufødte børn

24. mar 2011
Enhedslisten, Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne vil nu tvinge regeringen til med lov at forbyde farlig kemi for gravide frisører. Det er netop kommet frem, at de gravide frisører tvinges til at arbejde med stoffer, der kan skade fostre og giver allergi

Det skal ikke være chefen, der afgør, om gravide frisører skal arbejde med farlig kemi

Et politisk flertal vil tvinge regeringen til at lovgive om gravide frisørers arbejdsforhold. Enhedslisten fremsætter fredag et forslag om sikring af gravide frisørers arbejdsmiljø. Både Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne ser ud til at stemme forslaget igennem.

Den nye lov skal sikre, at gravide frisører ikke arbejder med stoffer, der er stærkt allergifremkaldende, mistænkt for at være fosterskadende, kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.

I dag er et ellers sådan, at Miljøstyrelsen anbefaler alle gravide undgå hårlak, brug af parabener og parfumer og hårfarve. Men gravide frisører arbejder med det hele.

"Det er påvist, at bare ganske små mængder af hormonforstyrrende stoffer påvirker drenge og pigers kønsudvikling og kan bidrage til en række kræftformer, der rammer børnene senere i livet," siger Per Clausen fra Enhedslisten.

Dansk Folkeparti har helt fra starten været på banen med en kraftig kritik af de gravide frisørers arbejdsforhold, og miljøordfører Jørn Dohrmann bakker op om intentionerne i forlaget.

"Vi glæder os til den debat. Lur mig om ikke regeringen kommer på bedre tanker, så de selv kan være med til at præge udviklingen," siger Jørn Dohrmann.

Inger Støjberg har tidligere udtalt, at hun mener, det er først og fremmest er arbejdsgivernes ansvar at sikre, at de gravide frisører ikke arbejder med farlige stoffer.

Det generelle problem for frisørerne er, at der er stor uenighed om, hvilke stoffer, der er farlige. EU’s kosmetiskdirektiv tillader stoffer, der er både kræftfremkaldende, allergifremkaldende, mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at kunne ændre DNA.

”Det er farlige stoffer, som vi generelt gerne vil have forbudt. Men det kan vi ikke få igennem i Folketinget. Vi bliver mødt med argumenter om, at det er bedre at oplyse, og så kan folk selv fravælge stofferne. Men det valg har de gravide frisører ikke på jobbet,” siger Per Clausen, miljøordfører fra Enhedslisten.

I SF mener arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen, at det er dybt alvorligt at de gravide arbejder med stofferne og at de selvfølgelig skal beskyttes, så han mener umiddelbart, at SF stemmer for.

Også Socialdemokraterne bakker om om forlaget

"Det er jo fuldstædig uacceptable forhold. Når Miljøstyrelsen frarådet gravide kontakt med bestemte stoffer skal gravide frisører ikke arbejde med dem. Forhåbentligt sker der også noget på det møde, som arbejdstilsynet har indkaldt til om frisørernes arbejdsmiljø," siger arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen.

De fleste frisørmestre er små arbejdsgivere, og skal de sygemelde ansatte under hele graviditeten bliver det meget dyrt.

”Vores mål er ikke, at alle frisører skal sendes hjem, så snart de opdager, at de er gravide. Det kan vi godt forstå, vil være en stor økonomisk belastning for de små arbejdsgivere. Vores ønske er at give frisørerne et yderligere incitament til at skifte de farlige stoffer ud, der både er skadelige for de gravide, men også for frisører i det hele taget og for kunderne,” Per Clausen.