14-årige Mint fra Køge var gæst hos de Radikale på Christiansborg torsdag. Møde i Folketingssalen, hvor finansloven bliver vedtaget ved tredjebehandlingen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mint kan blive i Danmark

19. dec 2019
Folketinget vedtager lovændring, så den thailandske pige Mint og 82 andre børn kan få familiesammenføring.

Der blev krammet og tørret tårer bort fra kinderne, da et enigt Folketing torsdag stemte for at ændre udlændingeloven, så det bliver lettere for børn af udlændinge, hvis ene forælder bor i Danmark, at opnå familiesammenføring.

Det betyder, at mindst 83 udenlandske børn, som alle har fået nej til at blive familiesammenført med deres mor eller far i Danmark, med ændringen kan få lov at ansøge igen.

Loven kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, så den også omfatter den thailandske pige Atcharapan "Mint" Yuangyai, som for godt et år siden blev tvunget til at forlade Danmark.

Netop Mint, hendes mor og danske papfar var til stede i Folketingssalen torsdag for at overvære vedtagelsen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Da det grønne flertal synede frem på salens skærme, blev der åndet lettet op og tørret tårer bort.

- Det er fantastisk og dejligt. Jeg var glad for, at den var grøn. Vi har ikke været alene, selv om det nogle gange har føltes sådan, lyder det efterfølgende fra Mints papfar, Frank Thøgersen.

Under stor mediebevågenhed blev den dengang 13-årige pige udvist, fordi hun ikke levede op til kravene for familiesammenføring. Hun taler dansk og gik i en dansk skole.

Den i dag 14-årige Mint er i øjeblikket i Danmark, fordi hun har fået tildelt et turistvisum, som gælder fra 12. oktober til og med 18. januar.

- Jeg har været glad for at være sammen med min familie igen og komme tilbage til min skole og den samme klasse (på Hastrupskolen i Køge, red.), siger Mint og tilføjer, at klassen fejrede det med morgenmad.

Forslaget gør op med det hidtidige krav om, at børn som Mint skal integrationsvurderes ud fra nogle faste kriterier for at sikre, at de kan fungere i Danmark.

Fremover vil børnene i stedet som udgangspunkt få lov til familiesammenføring, hvis forælderen i Danmark søger om det, inden for tre måneder efter at han eller hun selv har fået sin opholdstilladelse.

At have Mint hjemme igen og stå i Folketinget torsdag er surrealistisk, lyder det fra Mints papfar.

- Jeg kan huske, da jeg lavede et Facebook-opslag første gang. Jeg havde ikke forestillet mig hverken statsminister eller Folketinget, eller at der blev lavet en lov, der nærmest hedder Mint-loven.

- Lige da Mint kom tilbage, var vi på Fisketorvet, og mange kom over og sagde tillykke, mens andre gik og sagde "Orv, det er Mint og hendes far". Det har været overvældende og er det stadig, siger Frank Thøgersen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) omtalte Mint i sin åbningstale den 1. oktober.

De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, glædede sig over dagens afstemning.

- Det er en stor dag, den sunde fornuft har sejret, sagde han fra Folketingets talerstol, inden loven blev vedtaget.

/ritzau/