Lone skal sige tre job op nu arbejdsløs

8. jun 2010
Regler tvinger nordjyde til at kvitte sine job og gå arbejdsløs.

Lone Grandt Jensen har gjort rent hele sit liv, men de sidste tre uger har hun gået og ordnet lidt i haven ved huset i Frederikshavn. Hun får ikke udrettet så meget, for hun bliver lad af at gå arbejdsløs.

Normalt er Lone vant til at knokle. Og de seneste to år har hun forsøgt at skrabe nok timer sammen som rengøringsdame til at få det til at løbe rundt. Tre job gav hende tilsammen 22 timer om ugen, plus det løse.

Men for tre uger siden dumpede et brev fra A-kassen ind ad brevsprækken:

Du kan ikke længere få supplerende dagpenge, så du er nødt til at sige dine tre job op, var beskeden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Lone er havnet i en absurd situation. Nye regler betyder nemlig, at den 44-årige altmulig-kvinde må sige op som 18-timers rengøringsdame i en vuggestue, fast vikar i køkkenet i en anden vuggestue og sine fire timer som hjemmehjælper. I alt giver det Lone 22 timer om ugen plus vikartimer: 9.000 kroner om måneden, som hun får suppleret op med dagpenge.

”Tudetåbeligt”

Men man kan højest få supplerende dagpenge i 30 uger. Til gengæld kan hun sagtens få fuld dagpenge. Men så må hun bare ikke arbejde.

”Jeg blev bare hammer sur. Systemet er tudetåbeligt. Jeg prøver hele tiden at få det til at hænge sammen. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke må arbejde,” siger Lone Grandt Jensen.

Sammen med lønnen fra Lones mand, der er maskinpasser inde i Frederikshavn, rækker de 9.000 kroner om måneden ikke til at forsørge den 13-årige datter, betale regninger, mad og husleje.

Så hvis hun ville beholde sine job, ville hun miste 4000 kroner om måneden. Det kan husholdningsbudgettet ikke holde til.

Sort Aalborg

Til middagsselskaber bliver hun flov, når hun skal fortælle, at hun nu går derhjemme og er arbejdsløs. Naboen bemærkede forleden, at det da måtte være meget dejligt at have fri hele tiden. Men som Lone siger: Da jeg arbejdede, havde jeg tit lyst til en ekstra fridag, når det blev søndag aften. Men når det er søndag hver dag... Det er ikke sjovt.

Lone forlod venner og familie og flyttede med sin mand og datter fra Skagen sydpå til Frederikshavn for to år siden. Det var ikke fordi, at de var trætte af Skagen. Eller drømte om et nyt hus i en ny by. De flyttede, fordi de håbede, at der var bedre chancer for arbejde i Frederikshavn. Men nej.

Siden har Lone søgt fuldtidsjob længere væk. Både i Hjørring og Aalborg. Men der er mange ledige om hvert job i Nordjylland. Området nord for Limfjorden er særlig hårdt ramt af arbejdsløshed. Og de få nye jobopslag er stort set kun deltidsjob.

Derfor måtte Lone forsøge at få nok deltidsjob til at kunne klare sig. Men det satte reglerne en stopper for. Nu skal hun stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge de fuldstidsjob, der stort set ikke findes.

”Det er frustrerende ikke at kunne bruges til noget. Ikke at lave noget for mine penge."

Stilling: Arbejdsløs

De tre deltidsjob gav Lone noget at lave og holdt hende forrest i køen, hvis der skulle opstå noget på fuld tid, hvor hun arbejdede. Rent faktisk havde hun fra denne sommer blevet lovet 10 timer ekstra i køkkenet i vuggestuen.

Men den chance har hun nu mistet, fordi vuggestuen har måttet ansætte en anden vikar, der nu får timerne i stedet.

Og titlen som arbejdsløs giver ikke ligefrem pluspoint på ansøgningerne, Lone sender.

”Der er mange arbejdsløse heroppe. Jeg tror, at mine udsigter til at få job er meget lange.”

skjultitel