Lone Engberg Thomsen har været formand for Teknisk Landsforbund siden 2014. Foto: Teknisk Landsforbund

Sidste omgang for TL-formand: Her er mine fortrydelser og stolteste øjeblikke

23. aug 2020, 08:02
Til oktober skal Teknisk Landsforbund have ny frontfigur. Afgående formand Lone Engberg Thomsen fortæller her om succeser, skuffelser og et helt særligt minde fra hendes næsten fire årtier som fagligt aktiv.

Forbundsformanden for Teknisk Landsforbund (TL) hedder Lone Engberg Thomsen.

Sådan har det været siden 2014. 

Men formanden for de godt 30.000 'kreative specialister' indenfor teknik, design og byggeri kommer til at hedde noget andet snart.

Efter seks år i spidsen har Lone Engberg nemlig valgt at give stafetten videre og indstille karrieren, når Teknisk Landsforbund holder kongres til oktober.

I den anledning har A4 Arbejdsliv talt med hende om det hverv, hun snart forlader.

Lone Engberg, hvad er årsagen til, at du stopper som formand?

- Jeg har været fagligt aktiv i 38 år. Når det hele er ved at slutte, kommer man til at tænke over, at det jo er mange år. Det er godt at stoppe, mens man stadig har noget at bidrage med, så man ikke er brændt helt ud, når man stopper. Det er rettidig omhu for mig, siger Lone Engberg, der fylder 65 til januar, og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Jakob Sand Kirk: Der er gevaldige forhindringer for OK21

- Det er en overvejelse, man bør have hver gang, man skal genvælges på en kongres. Også hvis man er 35 eller 45 år. Har jeg stadigvæk krudtet til at fortsætte? Jeg synes godt, at der må komme nye kræfter til.

Hvad har du opnået i din formandsperiode?

- Det er nok at sætte politikken lidt mere i spil i vores organisation. Vi har gjort rigtig meget ud af den politiske interessevaretagelse i mine seks år. Vi har lavet nogle ret store politiske udspil på de områder, der vedrører vores medlemmer. For eksempel Industri 4.0 (den fjerde industrielle revolution baseret på samspillet mellem digitalisering og den fysiske produktion, red.) og det vækstudspil, vi præsenterede på Christiansborg sidste efterår.

Det har været en anden måde at få sat fokus på medlemmernes arbejdsliv – både nu og i fremtiden – i samfundsdebatten, fortæller Lone Engberg.

- Det er i hvert fald nok det, jeg er mest stolt af. Vi har fået politik ud over rampen, så det ikke længere er noget, vi bare sidder og kigger på hinanden og er enige om, men får det ud i omverdenen og i spil med nogle politikere, som synes, vi har noget at byde på. Det medfører også, at vi bliver inviteret og inddraget mere og mere.

Har du et eksempel på et emne, hvor I er brudt igennem lydmuren til politikerne?

- Det har vi i den grad gjort på det psykiske arbejdsmiljø. Man taler rigtig meget om det fysiske arbejdsmiljø og Arne, der skal gå på pension. Det har jeg fuld respekt for. Men derfra hvor mine medlemmers verden går, er det i højere grad det grænseløse arbejde, hvor det forventes, at man kigger på mails hele døgnet. Man når aldrig at få fyraften. Det er sådan noget, der giver mange mennesker stress i dag. Og der har vi - med synspunkter og grundige undersøgelser på området - rokket ved noget på Christiansborg. Det er i hvert fald det, politikerne har meldt tilbage.

Er der noget, du fortryder?

- Ja, det er der. Jeg er ked af, at jeg ikke er nået så meget ud på arbejdspladserne. Det ville jeg gerne have gjort anderledes. Det er så vigtigt at se - og ikke bare vide - hvad vores medlemmer arbejder med. Man bliver hurtigt en del af hverdagen med de mange møder, fremfor at prioritere at tage ud på en virksomhed og møde nogle medlemmer. Jeg er altid så glad, når jeg har gjort det. Det ville jeg gerne have haft mere tid til. Og det ville jeg nok gøre anderledes i dag, hvis jeg skulle starte forfra.

Hvad skal den nye TL-formand kunne og hvilke personlige kvaliteter kræver hvervet?

- En ny formand skal op i helikopteren. Det har jeg også sagt til kandidaterne. Man skal have det store overblik, og så skal man lytte til dem, der ved, hvad man ikke selv ved. Altså bruge de kompetencer, som andre i organisationen har, men man ikke selv har, og tage det med, når man skal handle. Lyt til de gode og dygtige folk, der findes på forbundskontoret og ude i afdelingerne. Og så er det vigtigt at være ærlig og ordentlig over for sine omgivelser og sige tingene, som de er, siger Lone Engberg og tilføjer:

- Det giver nogle klø engang i mellem, men dem må man tage. Det er jo ofte klø, der ikke er personligt ment, men rettet mod formanden. Man skal også huske på, at der er skuffelser. Dem må man tage på sig. Og derefter bearbejde dem og lægge dem væk. 

Kan du nævne nogle af de skuffelser, du har måttet æde som forbundsformand?

Når mennesker opfører sig anderledes, end man tror, bliver jeg skuffet. Hvis man har troet, at man havde et menneskes tillid eller opbakning, og det så ikke holder. Det vil jeg altid have det svært med. Sådan er det, når det er politik og man er både venner, kolleger og modstandere på samme tid. Politik er en hård verden, siger formanden, der ikke vil uddybe i detaljer.

Hvad er de største udfordringer, som Teknisk Landsforbund står over for lige nu?

- Vi står over for en demografi, hvor mange af vores medlemmers gennemsnitsalder bliver højere. Derfor står vi selvfølgelig med et behov for endnu mere organisering af nye medlemmer. Og så skal vi kunne fastholde de medlemmer, vi har. Det kræver, at vi bliver meget mere målrettede i vores service, og hvad vi kan tilbyde medlemmerne. Det er selvfølgelig en udfordring at få ændret den måde, vi arbejder på overfor medlemmerne. 

Den opgave bliver ikke gjort nemmere af, at Teknisk Landsforbund har en divers medlemsskare, der spænder over mange forskellige fag og ansættelsesformer.

- Men jeg tror på, det vil løse nogle af vores udfordringer. Der er jo ikke noget ved at være en faglig organisation, hvis ikke man har noget at tilbyde sine medlemmer. Så kan det godt være, man har orden i økonomien, men et fagforbund skal jo også matche og afspejle vores medlemmers behov. Vi har så mange gode folk og vi kan så meget. Vi skal bare have mange flere til at se det. Det bliver en af de opgaver, den nye formand får.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen..

Blå bog: Lone Engberg Thomsen

Født den 19. januar 1956 i Otterup på Fyn.

Uddannet som teknisk tegner på Odense Tekniske Skole fra 1977 til 1979.

Teknisk Tegner ved Odense Kommune fra 1978 til 2001. Fagligt aktiv siden 1982.

Afdelingsformand for Teknisk Landsforbund Fyn fra 2001 til 2014.

Siden oktober 2014 forbundsformand for Teknisk Landsforbund.

Derudover medlem af LOs daglige Ledelse, medlem af CO-Industris forretningsudvalg, medlem af OAO forretningsudvalg, bestyrelsesmedlem i PFA og næstformand i Erhvervsakademiet Lillebælt.

Hvad er dit bedste minde fra din tid i Teknisk Landsforbund?

- Jeg har særligt ét minde om et medlem med en opsigelsessag, der var så ked af det, da vi var til forhandling. Jeg sad simpelthen med hende helt inde ved mine skuldre og hun græd og græd og græd. Men vi fik lavet en aftale. Et par år senere, en lørdag formiddag nede på det lokale torv, er der pludselig en der siger 'hende der skal jeg over og hilse på'. Så kom hun over med sin niece, som skulle se den afdelingsformand, der havde hjulpet hende, da hun var ked af det. Og så strålede hun, fortæller formanden og tilføjer:

- Det er sådan en, man bærer med sig. I det store perspektiv, med strategi og politik, er det måske ikke det, man tænker mest på. Men det er det, som har båret mig videre og gjort, at jeg har haft lyst til at være her.

Hvad med dit værste minde?

- Dem har jeg prøvet at skubbe fra mig! Så er vi tilbage ved mennesker, hvis opbakning jeg troede, jeg havde og så var den der ikke alligevel. Der har været nogle gange, hvor jeg har synes det hele var træls, når jeg kørte hjem. Men jeg er ikke sådan en, der bliver slået af pinden, så jeg kommer igen næste dag, siger Lone Engberg og tilføler:

- Det er ikke noget, jeg lader fylde. Men jeg glemmer det ikke lige med det samme.

Hvad skal du lave nu?

- Jeg har altid sagt, at når jeg stopper, skal jeg have et sabbatår. Det vil jeg prøve at holde fast i. Jeg vil forsøge at få læst nogle bøger og få lidt gang i strikkepindene. Måske jeg skal ud og rejse og have tid til at være i sommerhuset, siger hun.

Lone Engberg tvivler dog på, hun kan finde ud af at sidde stille i længere tid:

- Jeg er sådan en, der er meget praktisk og meget hurtigt kaster mig over et eller andet. Og så kunne jeg måske godt tænke mig at blive aktiv i noget foreningsarbejde af en eller anden slags på et tidspunkt. Men lige nu skal jeg bare prøve, hvordan det er at have en tom kalender. Hvis det bliver møgkedeligt, skal jeg nok finde på noget.

Hvad er et råd til en nytiltrådt formand, du selv gerne ville have haft?

- Pas på dit bagland. Det er så vigtigt, at man har et godt bagland, man kan drøfte tingene med. Selvfølgelig indenfor organisationen, men også privat. Jeg har været meget taknemmelig for, at jeg har en mand, der gider høre på mig, når jeg kommer hjem. Og som både kan bidrage og sige 'det er noget sludder, Lone' ved spisebordet.

- Og så skal man lære at kunne tåle kritik. For den kommer, når man er formand, siger Lone Engberg.

Indtil videre har to kandidater meldt sig klar til at overtage posten ved roret, når kongressen når til punktet 'valg af formand' på dagsordenen.

Teknisk Landsforbund Københavns nuværende lokalafdelingsformand Jimmi Eiberg Jensen på 39 år og Teknisk Landsforbund Fyns nuværende lokalafdelingsformand Jannik Frank Petersen, der er 47 år.

LÆS OGSÅ: Anna er 95 og arbejder stadig: 'Jeg kan ikke bare sidde og trille tommelfingre'

Jannik Frank Petersens kandidatur er dog betinget af, at han opnår opbakning på generalforsamlingen i Teknisk Landsforbund Fyn den 26. august.

Det er dog ikke sikkert, at formandsvalget bliver et valg mellem de to. Flere kandidater kan nå at komme på banen, da fristen for at stille op først er den 12. september.

Kongressen finder sted den 24.-25. oktober i Kolding.