Loft med rottegift: Her skulle hestepige bo

2. jul 2013, 11:42
22årige Pernille Frederiksen skulle som elev bo på et loft med hul i taget og en sæk rottegift.

Et værelse på et loft med hul i taget. Og en stor sæk rottegift foran værelset.

Det var virkeligheden for 22-årige Pernille Frederiksen, da hun var dyrepasserelev hos stutteriet Katrinelund på Mors, skriver Fagbladet 3F.

”Der var hul i tagpladerne, så vi kunne se himlen. Hende, der havde gården, forklarede, at jeg kun måtte gå på gulvbrædder dér, hvor der var tæppe på gulvet, fordi det ikke var sikkert, at de omkringliggende gulvbrædder kunne holde,” siger Pernille Frederiksen til fagbladet.

”Jeg sov en nat på loftsværelset. Der stank af mug. Det var for ulækkert. Det ville jeg ikke byde mig selv,” siger hun.

Pernille Frederiksen siger til Fagbladet 3F, at hun fortalte ejeren af Katrinelund, Ib Kirk, om forholdene.

”Da jeg sagde, at jeg ikke ville bo på loftsværelset, tilbød han mig, at jeg kunne bo på det lille kontor i stalden. Eller i fællesstuen, hvor folk på stutteriet tit sad i en sofa og så fjernsyn. Han sagde, at jeg bare skulle sætte tingene ud til siden, så jeg kunne være dér.”

Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, at Katrinelund skal efterbetale 70.000 kroner til Pernille Frederiksen for manglende elevløn.

Ib Kirk har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Fagbladet 3F.

Kilde: Fagbladet 3F