Løndumping: Her er den udenlandske vikarfidus

21. feb 2014, 10:30
OKkrav over for udenlandsk vikarfidus. Her er 3Fs hovedpine.

Det er alt for nemt at dumpe chauffør-lønninger med 10.000 kroner om måneden. Det mener 3F. Typisk foregår det med udenlandske chauffører bag rattet.

I de igangværende forhandlinger om en ny overenskomst på transportområdet, kræver fagforeningen regler over for virksomheder, der hyrer vikarer gennem udenlandske vikarbureauer.

Læs mere om det her.

3F kæmper for eksempel med sager som denne:

  • Et dansk vognmands-firma, der er forpligtet af overenskomstaftalen, har oprettet et vikarbureau i Tyskland, som de får deres lastbilchauffører fra.
  • Chaufførerne er primært danske. De kører i Danmark. Der bliver endda betalt danske feriepenge.
  • På chaufførernes ansættelseskontrakt står en tysk adresse på det tyske selskab, der er ejet af den danske vognmands-virksomhed.

”Det eneste tyske ved sådan en ansættelse er adressen og så lønnen. På den måde kan vognmanden som minimum spare 10.000 kroner om måneden på en medarbejder,” forklarer Jørgen Christensen, brancheleder i 3F Aabenraa.

Fordi det tyske selskab ikke er forpligtet af overenskomsten med DI, har 3F ikke ret til indsigt i lønforhold.

De kan heller ikke kræve et møde og få at vide, hvor i landet vikarbureauerne er, så de kunne starte en eventuel sympatikonflikt.