20201006-125042-L-1920x1302we
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Løkke: Venstre har ikke længere brug for mig

1. dec 2020, 12:29
Tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen skriver, at han blev tvunget fra posten.

Tidligere statsminister og mangeårig formand for partiet Venstre Lars Løkke Rasmussen skriver på Facebook, at han parti ikke længere har brug for ham.

Det gør han i en opdatering fra det skib, han er ved at krydse Atlanten i som del af realityprogrammet "Over Atlanten".

- Venstre har ikke længere brug for mig, så mon ikke det går at trække et par uger ud af kalenderen?, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Opdateringen er lavet, lige før skibet lagde fra land og begyndte sin omkring tre uger lange rejse mod Caribien.

Lars Løkke Rasmussen er medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn og medlem af Folketinget. Det er blevet kritiseret, at han under en særdeles travl periode i Folketinget har valgt tage omkring en måned væk.

LÆS OGSÅ: Politikere raser over Lars Løkke: 'Det er moralsk forkert'

Ikke mindst er kritikken kommet, da han ikke har indkaldt en suppleant og fortsat i perioden får fuld løn som folketingsmedlem og eftervederlag fra sin tid som statsminister.

SF's gruppeformand, Jacob Mark, har kaldt det absurd, mens Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til Ekstra Bladet har sagt:

- Den retorik, han kommer med, er at gøre grin med vælgerne. Selvfølgelig skal politikere ikke tage på permanent badeferie med løn - det siger sig selv.

Om beslutningen skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook, at han har brugt meget tid på politik de sidste mange årtier:

- Indtil jeg for godt et år siden pludselig kørte ind i en væg og blev tvunget til at forlade min formandspost i Venstre.

- I alle de år har jeg aldrig prøvet at have en almindelig arbejdsuge eller være væk fra nyhedsstrømmen og det politiske arbejde i mere end nogle få timer. Men så kom tilbuddet:

- Er du frisk på at slukke telefonen et par uger og give dig i kast med bølger og søsyge, men forhåbentlig også stjerneklare nætter, delfiner langs skibssiden og tid til refleksion? Hvorfor ikke, tænkte jeg!

/ritzau/