Løkke renser ud blandt venner og fjender

23. feb 2010
De tre ministre, der tog på cykeltur med Lars Løkke Rasmussen, mistede i går ministerbilen.

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hvad er det mest bemærkelsesværdige ved regeringsrokaden?

Der er to ting, der er vigtige at lægge mærke til. Den ene er, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i sit eget parti, Venstre, både renser ud, men også beholder gamle 'Fogh'-profiler og egentlig ikke får sat så mange af sine egne folk ind. Den anden er, at det er indlysende tydeligt, at talentmassen hos de konservative er til at overse.

Vi tager lige den med udrensningen først?

I ti måneder har Lars Løkke været 'vikar' i Statsministeriet, med en lånt politik og et lånt ministerhold fra Anders Fogh Rasmussen. Resultatet kan læses i meningsmålingerne - Anders Fogh var nu engang bedre til at være Anders Fogh og Løkke har stadigt tabt terræn.

Nu har han skilt sig af med Fogh-profiler, bl.a. Helge Sander, Ulla Tørnæs og mest bemærkelsesværdigt Kristian Jensen. Partiets næstformand, som nu er sat over som portner i folketingsgruppen - det ligner ren udrensning. Kristian Jensen var langt fremme, da Løkke rodede rundt med sin bilagssag, så dette ligner et tak for sidst.

Hvem er så vennerne?

Det er bl.a. Søren Pind og Tina Nedergaard, som begge var med til at lave de kontroversielle 'ti teser'. De deler ideologisk bagland med Løkke og var klemt, da Fogh lod Claus Hjort Frederiksen svinge taktstokken i Venstre. Nu er de kommet til magt, ære og ministerbil.

Har Løkke været konsekvent?

Nej, for en del gamle 'Fogh'-folk har holdt deres poster. Bl.a. Troels Lund Poulsen og Inger Støjberg, som godt er udnævnt af Løkke, men opfundet af Fogh. Ingen af dem har imponeret, men de bliver i regeringen. Og så er der ikke ministerposter til to af Løkkes helt nære allierede: Politisk ordfører Peter Christensen og regionsborgmester Carl Holst.

Og så til den konservative talentmasse eller mangel på samme?

Rokaden viser, at det var en taktisk bommert af rang at udnævne Connie Hedegaard til EU-kommissær. Ikke fordi hun vil være dårlig til det, hun var eminent, da Europa-Parlamentet afhørte hende, men hun er i den grad savnet på ministerholdet.

Hun ville være den åbenlyse udenrigsminister - den post går nu i stedet til Lene Espersen selv, som så afløses af Brian Mikkelsen, hvis justitsministerpost overtages af Lars Barfoed. Et noget tammere trekløver end Hedegaard, Espersen og Mikkelsen.

Og så har konservative 'boblere' som Jacob Axel Nielsen og Carina Christensen vist sig at være så lette i betrækket, at de måtte fyres. Og der var ikke afløsere i folketingsgruppen, de måtte hentes udefra i skikkelse af Charlotte Sahl-Madsen og Benedikte Kiær.

Der var ikke egnede ministeremner i gruppen udover Henriette Kjær, som er både gruppeformand og politisk ordfører.

Talentmassen er til at overse.

Hvad er der ellers af overraskelser?

Ja, den minister, som er blevet fyret allermest i samtlige avis-gætterier, integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech, bliver siddende. Efter en mildest talt svag og kaotisk start har hun sat sig på sit område, og så er hun ikke sådan at flytte. Det samme med Bertel Haarder - hans antal af politiske comebacks kan snart måle sig med Frank Sinatras musikalske.

Er der noget kuriøst?

Ja. Hvis ministrene vil beholde deres ministerbil, skal de lade være med at tage på cykeltur med Lars Løkke. Det gjorde Jacob Axel Nielsen, Ulla Tørnæs og Eva Kjer Hansen.

Ingen af dem har bil længere.

Hva' er meningen?

Avisen.dk's politiske redaktør analyserer regeringsrokaden.