Løkke går imod Ellemanns parlamentariske linje i en ny bog

29. aug 2020, 21:30
Tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen tror kun, at Venstre kan få magten, hvis partiet samarbejder med De Radikale og går ind over midten. Løkke har svært ved at »give slip«, lyder svaret.

Tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen går i en ny bog og i et interview med Jyllands-Posten direkte op imod nuværende Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensens, strategi for at genvinde regeringsmagten.

Løkke slår fast, at det i hans øjne ikke giver mening alene at orientere sig mod de borgerlige partier i forsøget på at indtage statsministerkontoret igen.

Det var ellers lige præcis, hvad Jakob Ellemann-Jensen gjorde på partiets sommergruppemøde forrige fredag. Her lagde Ellemann-Jensen afstand til tanker om et udvidet parlamentarisk samarbejde med De Radikale og slog fast, at han ville basere en eventuel regering på partierne i blå blok.

- Hvis jeg skal være statsminister – og det skal jeg – så er det 90 blå mandater, der skal stå bag mig, sagde Ellemann-Jensen.
Men den strategi tror den tidligere statsminister og Venstre-formand ikke på.

- Jeg må bare konstatere, at på Venstres sommergruppemøde gik man tilbage til et andet sted, end hvor jeg synes, vi skal være, siger Lars Løkke Rasmussen.
Løkke understreger, at han kun ser to realistiske veje tilbage i regering for Venstre.

- Enten må De Radikale trækkes over, så de bliver en integreret del af et ikkesocialistisk parlamentarisk grundlag bag en Venstre-statsminister, eller også må der med deres aktive eller passive deltagelse bygges en bro hen over midten, skriver Lars Løkke Rasmussen i sin bog ”Om de fleste – og det meste”, der udkommer mandag.

Adspurgt om han gjorde det klart for den nye formand, da strategien blev diskuteret på sommergruppemødet, siger Løkke:

- Jeg tror, alle ved, hvad jeg tænker om det. Og så har man valgt at gøre noget andet. Nu havde jeg ikke troet, at min bog skulle have den aktualitet på det punkt. Men det er klart, at da jeg kørte hjem fra sommergruppemødet fredag og vidste, hvad jeg skrev i bogen, og vidste, hvad der blev sagt på mødet, så var det ikke én til én. Det kan selv en blind se.