Løkke bruger Pind som mental bodyguard

8. nov 2010
Trængt Lars Løkke bruger Søren Pind som mental bodyguard og er vild med biksemad

Venstres landsmøde er slut. Var der noget gennemgående tema?

Ja- Venstre-folkene skal elske Lars Løkke. På næsten nordkoreansk facon fik medlemmerne besked på, at de skal, skal, skal elske den store leder.

Det blev sagt fra talerstolen. Det blev sagt fra salen - f.eks. holdt udviklingsminister Søren Pind en flammende tale om Løkkes tid som VU-formand. Det blev sagt til aftenfesten, hvor gruppeformand Kristian Jensen indledte med ordene: "Der er nogen, der er Vild med Dans. I Venstre er vi vilde med Løkke."

Så var den ligesom slået fast - men det fortsatte søndag. F.eks. Fredericias borgmester, Thomas Banke, der offentligt har kritiseret regeringen. Han gjorde aflad på talerstolen, da han nærmest svor ed på, at han troede på Løkke - og troede på, at Løkke var statsminister efter næste valg.

Og tilsidst fortalte mødets dirigenter, at tidsplanen var skredet om lørdagen, fordi klapsalverne til Løkke var flere og længere end de havde skrevet ind i tidsplanen!

Hvorfor fokusere så meget på tilliden til Løkke?

Groft sagt, fordi den ikke er der. Venstre-folk er jo ikke dumme, de kan godt læse meningsmålinger og de kan godt se, at deres partiformand ikke er den sild, der står bedst i havet.

Derfor den nærmest pinagtige insisteren på "vi er vilde med Løkke". Det ville Venstre aldrig have gjort med Fogh f.eks. - ham kunne de være uenige med, men de behøvede ikke at have ondt af ham.

Var der andet, der stak op på landsmødet?

Ja - i særdeleshed Søren Pind. Ikke bare, fordi han lige før landsmødet følte sig kaldet til at kaste sig over en BT-journalist og siden undskylde. Men i højere grad, fordi han - og politisk ordfører Peter Christensen, internt i Venstre kendt som PC - nærmest er blevet Løkkes mentale bodyguards.

Det var Pind, der holdt den store ideologiske tale lørdag - Pind, der hyldede Løkke i starten af landsmødet - og så var det også Pind, der stod for en af sangene til aftenfesten. Det sidste var der nu ikke noget nyt i - det plejer han og Bertel Haarder at tage sig af.

Men der blev hvisket og hvislet i krogene over den massive promovering af udviklingsministeren. "Kronprins" blev han kaldt og det var ikke venligt ment.

Til gengæld var der lidt mere stille om den 'rigtige' kronprins, næstformand Kristian Jensen, mens hans udfordrer, skatteminister Troels Lund Poulsen, slet ikke gjorde noget væsen ud af sig.

Det gjorde Søren Pind så til gengæld.

Hvad med de politiske udspil?

Der var så at sige ingen af betydning. Der var selvfølgelig noget omkring finansloven, som blev forhandlet samtidig med landsmødet, men nye pejlemærker? Nøps!

Det er den økonomiske ansvarlighed, der er i front for Venstre. Det er den, Lars Løkke igen og igen fremhæver. Det er sloganet "genopretning fremfor gældsætning".

Landsmødet skulle mobilisere op til næste valg. Give baglandet den pep-talk, der får dem på gader og veje. Lykkedes det?

Nej - det vil nok være at trække den for langt. En væsentlig grund var, at den store tale, der skulle sparke valgkampen igang, aldrig blev holdt.

Løkke holdt en lang tale om lørdagen, men den havde altså ikke de 'punchlines', der sparker et parti fremad. Den var rundt om meget, der var noget finanslov, noget om den danske drøm, fortællinger fra Løkkes møde med danskerne - men uden den politiske vision, som skal Venstre-folkene troen på, at de kan genvinde valget.

Samtidig var talen ret så rodet - der havde været mange ind over den og det kunne høres.

Søndag havde Løkke en seance, hvor han dels talte, dels interviewede folk i salen og ude fra et par af verdens brændpunkter. Mere et show end en politisk, ideologisk tale.

Det var i Foghs dage, de taler blev holdt.

Det gør de ikke mere. Under Løkke er det i stedet "det lune kvarter", hvor medlemmer kan stille bløde spørgsmål til Løkke og Kristian Jensen.

Spørgsmålene skal helst ikke være politiske - og det var de så heller ikke. F.eks. fik Venstre-folkene at vide, at Lars Løkkes livret er biksemad, at Kristian Jensen gerne vil interviewe Sarah Palin og at Løkke er fascineret af Tysklands kansler, Angela Merkel.

Og så blev landsmødet ellers sendt hjem med besked om, at de mødes næste gang den 19. og 20. november 2011.

Det er ti-års jubilæet for Foghs første valgsejr. Og kan meget let blive år 1 for Lars Løkke som leder af oppositionen.

 

 

Hva' er meningen?

Avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, analyserer Venstres landsmøde.