- Det er rent ud sagt helt uacceptabelt, lyder det fra Lizette Risgaard om Arbejdstilsynets manglende reaktion på klager over arbejdsforholdene på en byggeplads på Nørrebro i København. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Skarp kritik fra fagbevægelsens top: Arbejdstilsynet gambler med ansattes førlighed

17. dec 2019
FH-formand Lizette Risgaard kritiserer i skarpe vendinger Arbejdstilsynets indsats i forhold til kontrol med en byggeplads i København, hvor tilsynet i to omgange har afvist at rykke ud omgående på klager om brud på arbejdsmiljøloven.

Arbejdstilsynets kontrolarbejde på en byggeplads på hjørnet af Tikøbgade og Lundtoftegade på Nørrebro i København har været helt uacceptabelt.

Sådan lyder kritikken fra formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard.

Den skarpe kritik fra fagbevægelsens absolutte top kommer efter, at Arbejdstilsynet i to omgange afviste at rykke ud på baggrund af klager fra folk fra Dansk El-Forbund, der observerede, at litauiske håndværkere arbejdede i 6. sals højde med pandelamper efter mørkets frembrud på byggepladsen. Dansk El-Forbund i København har adresse lige ved siden af den omstridte byggeplads.

LÆS OGSÅ: Fagligt aktiv forsøgte forgæves at råbe Arbejdstilsynet op

- Det er rent ud sagt helt uacceptabelt. Arbejdstilsynet skal naturligvis prioritere at køre ud, hvis der er mistanke om brud på arbejdsmiljøloven, og der er risiko for, at ansatte kan komme til skade, siger Lizette Risgaard og fortsætter:

- Arbejdstilsynet bør om nogen vide, at der ofte er store huller i sikkerheden på byggearbejdspladser, og at det er helt afgørende, at stilladser sættes forsvarligt op. Alt andet er decideret livstruede. Det er simpelthen de ansattes førlighed, man gambler med, siger hun.

Afviste hurtig udrykning

Arbejdstilsynet ønsker ikke at kommentere kritikken, men på tilsynets hjemmeside står der blandt andet om akuttelefonen:

'Hvis du – for eksempel på grund af en alvorlig arbejdsulykke eller en akut og alvorlig overtrædelse af arbejdsmiljøloven – har brug for at komme i kontakt med Arbejdstilsynet med det samme, kan du ringe til (tlf.nummer udeladt, red.) og trykke *. Så bliver du stillet om til vores nødberedskab', skriver Arbejdstilsynet.

LÆS OGSÅ: Arbejdstilsynet reagerer kun på fire ud af 10 klager

Både søndag den 24. november og søndag den 1. december ringede folk fra El-Forbundet til Arbejdstilsynets akuttelefon og bad tilsynet om at rykke ud til byggepladsen på hjørnet af Lundtoftegade, hvor litauiske håndværkere var i gang med at opsætte stilladser.

Begge gange afviste Arbejdstilsynet at rykke ud omgående. Søndag den 1. december indgik parterne dog en aftale om, at tilsynet skulle rykke ud den efterfølgende dag eller dagen efter.

Jeg vil gerne sende den appel til Arbejdstilsynet, at når der ringes på akuttelefonen, så skal de køre ud - også om søndagen.
Lizette Risgaard, formand for FH

Et medlem fra Dansk El-Forbund og en stilladsarbejder fra 3F blev senere på aftenen søndag den 1. december overfaldet af to tæskehold, da de ville dokumentere de angiveligt farlige arbejdsforhold.

Dagen efter eskalerede optøjerne, da vrede stilladsarbejdere fra 3F i sympati med de to ofre for overfaldet væltede stilladserne, som de litauiske håndværkere havde sat op.

Reagerer på mindre end halvdelen af klagerne

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at Arbejdstilsynets ageren i forhold til byggepladsen i Lundtoftegade langt fra er et engangstilfælde. Ifølge ministeriets egne tal rykker tilsynet ud til cirka 40 procent af de klager og henvendelser, som de får om mulige brud på arbejdsmiljøloven.

Men det er langt fra godt nok, lyder det fra Lizette Risgaard.

- Det er ganske enkelt ikke godt nok, at Arbejdstilsynet kun rykker ud til mindre end halvdelen af klagerne. Ikke mindst fordi vi ved, at når Arbejdstilsynet kører ud på klager, så finder de meget ofte, at der desværre er noget at komme efter, lyder det blandt andet fra FH-formanden.

Arbejdstilsynet ønsker ikke at udtale sig om henvendelser til akuttelefonen i den konkrete sag. Tilsynet konstaterer dog i en skriftlig kommentar, at man har gennemført to kontrolbesøg på byggepladsen - et i maj og et den 21. november - og i ingen af tilfældene har man konstateret brud på arbejdsmiljøloven.

’Arbejdstilsynet har besøgt byggepladsen på Tikøbgade to gange uden at konstatere farlige forhold eller brud på arbejdsmiljøloven, herunder er stilladset blevet tjekket. Arbejdstilsynet havde desuden planlagt besøg den 2. december, hvilket måtte aflyses pga. optøjerne', skriver Arbejdstilsynet .

'Better safe than sorry'

Lizette Risgaard mener, at det er på tide, at Arbejdstilsynet tager skeen i den anden hånd.

- Jeg vil gerne sende den appel til Arbejdstilsynet, at når der ringes på akuttelefonen, så skal de køre ud - også om søndagen. Det er vigtigt, at Arbejdstilsynet rykker ud, når der bliver rettet henvendelse til dem, for det er der typisk en rigtig god grund til. Som det er i dag, er udgangspunktet mere, at Arbejdstilsynet alt for nidkært vurderer, om henvendelsen er besøget værd, og i over halvdelen af tilfældene vælger de så ikke at prioritere klagen og køre ud, siger FH-formanden og slår fast:

- Det mindset skal vendes om. Det vigtigste må altid være at få sikkerhed for, at lønmodtagernes arbejdsmiljø er i orden, og at de trygt kan fortsætte arbejdet. Better safe than sorry, vil jeg sige. Ingen skal risikere liv og helbred på arbejdet, siger Lizette Risgaard.

Det har ikke været muligt for A4 Arbejdsmiljø at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på kritikken fra FH før redaktionens slutning.