Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mand anholdt: Ville begå terror i Danmark

30. apr, 16:30
En mand forsøgte ifølge politiet at skaffe våben og ammunition for at udføre et eller flere terrorangreb.

Ved en koordineret aktion har Københavns Politi og PET torsdag klokken 13.51 anholdt en mand, der mistænkes for at have planlagt et terrorangreb med militant islamistisk motiv.

Det oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi, og operativ chef i PET, Flemming Drejer, på et fælles pressemøde.

- Han er mistænkt for forsøg på at skaffe skydevåben og ammunition for at gennemføre en terroraktion et eller andet sted. Jeg kan ikke komme ind på hvor, siger Jørgen Bergen Skov.

Anholdelsen af manden er ifølge Flemming Drejer sket efter en "intensiv efterretningsoperation".

- Det er vores vurdering, at pågældende har ageret alene og planlagt en eller flere aktioner, inspireret af militant islamisme, siger Flemming Drejer, og afviser at sagen har forbindelse til to andre sager, hvor politiet i december anholdt 20 personer.

- Sagen viser, at terrortruslen i Danmark fortsat er alvorlig. Vi ser med stor bekymring på, at der stadig er personer med intention og kapacitet til at lave terror i Danmark, fortsætter han.

Politiet vil torsdag ikke sige, hvor nært forestående et terrorangreb var, eller hvor det skulle ske.

- Vi har noget om målet, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på, siger Jørgen Bergen Skov.

Hverken han eller Flemming Drejer vil sige noget om, hvor manden har forsøgt at få våben fra eller give yderligere oplysninger om ham.

Men ifølge politiets mistanke skulle der altså være tale om en såkaldt "enlig ulv", der på egen hånd har planlagt et eller flere terrorangreb.

Efterretningsfolk har flere gange fortalt, at de er langt sværere at afsløre, end grupper der planlægger angreb sammen og derfor bliver nødt til at kommunikere om det på en eller anden måde.

Omar El-Hussein, der i 2015 dræbte to personer ved Krudttønden og synagogen i København, var også en "enlig ulv", der gennemførte sit angreb uden at aftale det med andre.

Manden vil fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør, der formentlig vil blive holdt for lukkede døre.

/ritzau/