Dagens demonstration bliver afholdt, fordi det litauiske firma ifølge 3F underbetaler deres litauiske ansatte groft, og samtidig ser stort på sikkerhed og danske arbejdsmiljøregler (Privatfoto). Foto: Christian Sørensen

Kontrakt viser timeløn på 44 kroner: Ny protest ved omstridt byggeplads

10. aug, 13:01
3F BJMF har her til morgen arrangeret aktiv sympatikonflikt ved en byggeplads i Hedehusene i protest mod underbetaling af litauiske håndværkere. Kontrakt viser månedsløn på 7.500 kroner for 40 timers arbejdsuge.

3F og flere lokale murersjak holder mandag morgen demonstration mod det litauiske firma UAB Ekstatyba, der bygger på dele af prestige-milliardbyggeriet Nærheden ved Hedehusene.

Demonstrationen bliver afholdt, fordi det litauiske firma ifølge 3F underbetaler deres litauiske ansatte groft, og samtidig ser stort på sikkerhed og danske arbejdsmiljøregler. 

Af en kontrakt fra UAB Ekstatyba, som A4 Arbejdsliv har set, fremgår det, at den ansatte får et beløb på godt 7.500 kroner om måneden. 

Til gengæld skal den ansatte levere en arbejdsuge på 40 timer, hvilket giver en timeløn svarende til knap 44 kroner i timen. 

- Vi har igen at gøre med en udenlandsk underentreprenør, som overhovedet ikke overholder spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Det er trist, men jo desværre noget vi efterhånden er vant til, siger Jonas Andersen, faglig sekretær ved BJMF, til A4 Arbejdsliv. 

På billeder, som 3F har offentliggjort i forbindelse med beskrivelsen af dagens demonstration, kan man angiveligt se ansatte fra UAB Ekstatyba, der arbejder i flere meters højde uden sikkerhedsudstyr. 

- Det kan ikke være rigtigt, at man på et så stort og prestigefyldt byggeri skal se udenlandske ansatte, der sætter livet på spil for en latterligt lav løn, siger Jonas Andersen. 

Fagbevægelsens Hovedorganisation har siden 2019 været i sympatikonflikt med UAB Ekstatyba, da virksomheden har nægtet at skrive under på dansk overenskomst med 3F. 

A4 Arbejdsliv arbejder på at få en kommentar fra UAB Ekstatybas direktør, Evaldas Krocas.

Han er dog ikke vendt tilbage inden artiklens deadline søndag. 

Milliardbyggeri i fokus

Det er ikke første gang, at milliardbyggeriet Nærheden er centrum for negativ opmærksomhed.

I efteråret 2019 kunne Ekstra Bladet fortælle, hvordan Københavns Vestegns Politi i samarbejde med Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen slog til i en sag om social dumping ved et andet byggeprojekt ved selvsamme byggeplads ved Hedehusene. Dengang blev 15 illegale, ukrainske arbejdere anholdt. 

De 15 ukrainske arbejdere udførte arbejde for den polske virksomhed Damor Serwiss Sp z.o.o., som var hyret ind af øvrige underentreprenører, der i sidste ende førte tilbage til netop Dansk Totalentreprise.

I forrige uge demonstrerede en gruppe danske håndværkere og repræsentanter for BJMF ligeledes mod en anden underentreprenør på byggepladsen, det danske firma Innovatis A/S. 

Ifølge 3F havde Innovatis A/S ikke indbetalt pension, ikke afregnet tilgodehavende søgnehelligdags-betaling og ikke udleveret lønsedler eller akkordoverskud til en gruppe danskere murere, der var blevet bortvist fra pladsen. 

3F mener, at bortvisningen var sket uretmæssigt.

Direktør i Innovatis A/S, Emil Peter Tarding, forklarede til A4 Arbejdsliv, at bortvisningen skyldes hærværk i form af, at murersvendene havde muret et 4x4 meter stort "hammer og segl" symbol ind i murværket, der siden blev udbedret. 

– Jeg forholder mig til, at de pågældende murersvende og 3F mener, at de har ret til nogle ting, mens vi mener, de ikke har ret til nogle ting, idet de er blevet bortvist fra pladsen for hærværk. I øvrigt er de blevet politianmeldt. Derudover ønsker vi at løse uenighederne internt, sagde Emil Peter Tarding dengang til A4 Arbejdsliv.