Efterløn og pension: Lise er både i arbejde og på efterløn

25. jan 2011
60årig fabriksarbejder bruger den fleksible efterløn. Hun frygter, at et efterlønsstop vil give danskerne mindre frihed.

Selvom hun lige er blevet 60 år, og let kunne bruge al sin tid i kolonihavehuset, har hun valgt at arbejde videre.

Lise Pedersen er glad for ordningen 'fleksibel efterløn', som gør, at hun stadig kan have kontakt med gode venner på arbejdet og vente noget tid med at gå fuld tid på efterløn.

Men står det til regeringen, som vil afskaffe efterlønnen, skal det være slut med den model.

"Jeg har ondt af dem, der er tilbage om 20-30 år år. De skal både løbe dobbelt så stærkt som os, men de kommer til at få halvt så lidt hjælp, hvis ikke de kan klare det," siger Lise Pedersen.

38 år på fabrik

På trods af slidgigt i både nakke og lænd er hun ikke klar til at hænge arbejdstøjet i garderoben endnu. Så hver uge arbejder hun 24 timer på plasticfabrikken Dansac i Fredensborg.

Som supplerende indkomst får hun sin efterløn - fratrukket indkomsten fra lønchecken.

I 11 år har Lise Pedersen arbejdet med plasticstøbning og lagersortering hos Dansac. Før det var hun hos Teknova A/S i Nivå, hvor hun samlede regulatorer og ventiler til gasflasker i 27 år.

Efter hendes gigt i nakken blev værre for et halvt år siden, traf hun selv beslutningen om at gå på fleksibel efterløn.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Umuligt uden efterløn

Nu er hun bange for, at regeringens plan om et farvel til efterlønnen vil føre til mindre frihed for lønmodtagere som hende.

"Mit deltidsarbejde kunne jo ikke lade sig gøre, hvis ikke jeg havde mit efterlønsbevis," siger Lise Pedersen.

Da Lises mand fik kræft og døde for ti år siden, efterlod det et stort hul i hendes liv. Hullet blev ikke mindre for et år siden, da Lise Pedersens mor døde.

I dag er hun kommet videre, men det var følelsen af at hun kunne bruges til noget på arbejdet og det sociale samvær, hun har med venner og kolleger, som hjalp hende.

Bekymrende fremtid

Udenfor lejligheden i Helsingør ligger sneen som et koldt tæppe på græsplænen. Lise Pedersen glæder sig til april.

Da skal kolonihaven have det årlige eftersyn - og på en måde er det årets højdepunkt. Hun tager en uge fri fra arbejde for at ommøblere alle planter og rødder i forårsjorden.

Kolonihaven og deltidsarbejdet på fabrikken holder Lise Pedersen til ilden.
Derfor forsvarer hun den efterlønsordning, som har givet hende en jævn indtægt, på trods af gigten.


Læs artikel: Fleksibel efterløn er bedre end at fjerne den

Golf eller gigt?

Efterlønsdebatten kan afgøre, om det bliver Løkke eller Thorning, der skal være vores næste statsminister.

I Danmark har 138.220 personer titlen 'efterlønner' på visitkortet.

Men hvem er de egentlig?

Avisen.dk går bag tallet.