Lindøleder fyrede 13: De er stærke arbejdere

13. apr 2010
Det har intet med din arbejdsindsats at gøre lød beskeden til fyrede arbejdere

Da John Christensen stemplede ind på Lindø-værftet klokken seks i morges, medbragte han en liste med 13 navne. Navnene på de medarbejdere, som skulle have besked om, at de ikke mere skal arbejde på Lindø.

I over 30 år har John Christensen arbejdet på Lindøværftet, de sidste mange år som mellemleder. Hans forventning før fyringsdagen var, at medarbejderne ville betragte ham som et dumt svin, når han gav dem fyringssedlen.

Lettet. Og forbløffet

Men over middag, 13 fyringer senere, er han lettet. Og forbløffet:

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det er uden tvivl en tragisk dag. Det har gjort ondt, men alle har håndteret realiteterne som mandfolk: på ægte værftsarbejdervis," siger han.

Hans blik er fast. Man er næppe i tvivl om, at han mener, hvad han siger. Sådan var hans blik også tidligere på dagen.

Medarbejderne skulle ikke kunne så tvivl om hans besked.

Alle fik den samme besked

Han leverede de triste nyheder fra 6.30 til 8.80. De fleste af de 13, der var blevet prikket ud, kom med på kontoret til en kort samtale, mens andre bare ville have fyringen overstået.

"Bare giv mig fyresedlen her," sagde de til John Christensen.

"Så hurtigt fik nogle det overstået", siger han og fortsætter:

"Alle har fået præcis det samme at vide: Det har intet med din arbejdsindsats at gøre."

Gode folk

Det er vigtigt for John Christensen at understrege. At det er gode folk, han har fyret og igen roser han de snart forhenværende håndværkere:

"Det er dygtige folk, vi har med at gøre."

Alle fyrede på Lindøværftet skal arbejde i deres opsigelsesperiode, som er på mellem 30 og 120 dage. Noget, der måske kan få fraværet til at stige, men John Christensen er nu ikke bekymret.

"Nu tager mange sikkert hjem for at sunde sig, men de kommer tilbage igen onsdag. Det er stærke medarbejdere, som ved, at i morgen er en ny dag."

Lindø lukker

Tirsdag den 13. april fyrer Danmarks sidste store skibsværft 360 timelønnede - alt fra klejnsmede til svejsere og kantinemedarbejdere. Avisen.dk er til stede og rapporterer løbende.

Skibsbyggeriet på Lindøværftet lukker for altid. Sidst på efteråret vil blot 500 af de nuværende 2000 ansatte være tilbage. I 2012 ingen.

Medregnet underleverandører vil lukningen ramme op til 6000-8000 danske arbejdspladser.

Værftet, der officielt hedder Odense Staalskibsværft, blev indviet i 1959. Siden 2003 har det haft årlige underskud på i alt 5,5 mia. kroner. Med et statslån på 2,6 mia. flytter ejer A.P. Møller-Mærsk nu skibsproduktionen fra Nordfyn til Asien.

De tomme bygninger bliver forsøgt lejet ud. Der er aftale med skibsreparatørerne Fayard, som medbringer cirka 400 ansatte fra Fredericia, og vindmøllefirmaet Skykon, der vil oprette omkring 200 arbejdspladser.