Selvom Lillian Nielsen går med krykker, tager morfin mod smerterne og er ved at ansøge om en rollator, mener Slagelse Kommune stadig, at hun på sigt kan komme ud på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

Blogger: Undskyld mig, men må kontanthjælpsmodtagere overhovedet være i Danmark?

- Hver dag er jeg bange for, hvad jobcentret nu finder på, siger den 45-årige tidligere social- og sundhedshjælper.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Hun har en række fysiske og psykiske sygdomme, som ifølge hendes egen læge forværres, hver gang hun sendes i arbejdsprøvning.

På trods af dette er kommunens mål stadig, at Lillian Nielsen kommer på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. Det fremgår af hendes jobplan, som A4 Nu har indsigt i.

Har forsøgt at tage sit eget liv

Lillian Nielsen, som bor i Slagelse, har været uden for arbejdsmarkedet, siden hun i 2006 kom til skade i en bilulykke. Hun fik to diskusprolapser, og i dag døjer hun stadig dagligt med så store smerter, at hun må tage morfin.

På grund af diskusprolapserne falder hun ofte, og morfinen giver hende problemer med hukommelsen. Hun er tilknyttet en smerteklinik, som nu har søgt om en rollator og andre hjælpemidler til hende.

Derudover har Lillian Nielsen en række andre fysiske sygdomme og psykiske problemer. En genetisk øjensygdom gør, at hun kun har 40 procent af sit syn tilbage og ser flerdobbelt. Den normale behandling er kontaktlinser, men dem kan Lillian Nielsens øjne ikke tåle.

Hun har desuden knudret væv i armhulen, som gør, at hendes arme og fingre hæver op og sover.

Lillian Nielsen lider af angstanfald, som nogle gange er så slemme, at hun besvimer, og hun har også udviklet stress og depression, blandt andet på grund af ulykken og de mange år i systemet. Hun har tidligere kortvarigt forsøgt at blive smerterne kvit ved at selvmedicinere sig med cannabisolie, men måtte stoppe, fordi det gjorde hendes psykiske problemer værre. I den forbindelse forsøgte hun også at tage sit eget liv.

Måtte lægge sig i sin bil under arbejdsprøvning

De mange sygdomme har givet problemer de gange, Lillian Nielsen er blevet sendt i arbejdsprøvning eller lignende forløb, hvilket er sket fem-seks gange.

Blandt andet da hun blev sendt ud i en hundekennel, hvor hun gik med krykker og havde smerter og ikke kunne indfange hundene, når de stak af, fortæller Lillian Nielsen.

Hun har også været nødt til at have en seng tilgængelig i arbejdsprøvningerne, da hun er nødt til at ligge ned flere gange dagligt på grund af smerter i ryggen. Dette lod sig dog ikke altid gøre.

- Så måtte jeg gå ud og lægge mig i min bil, fortæller hun.

Arbejdsprøvningerne har gjort Lillian Nielsen mere syg, vurderer hendes egen læge.

"Patienten er nu forsøgt udsendt i arbejdsprøvning fem-seks gange, hver gang er Lillians fysiske og psykiske tilstand blevet forværret," skriver hendes praktiserende læge i en lægeerklæring, som A4 Nu har indsigt i.

Lægen skønner desuden i lægeerklæringen, at Lillian Nielsen vil blive mere syg af at blive sendt på arbejdsmarkedet.

På trods af dette satser kommunen på, at hun kan komme ud på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Det fremgår af hendes jobplan, hvor der også står, at det endelige mål er, at Lillian Nielsen skal varetage et administrativt arbejde.

Hårdt at bede sine børn om penge til mad

Lillian Nielsen selv oplever, at hendes angst bliver værre ved tanken om, at kommunen ønsker, at hun bliver selvforsørgende.

Hun oplever også, at den konstante usikkerhed og den hårde økonomi slider på hende, forværrer angsten og gør hende mere og mere bange for andre mennesker.

De økonomiske bekymringer bliver ikke bedre af, at Lillian Nielsens mand også er kronisk smertepatient på kontanthjælp, og at parret blandt andet har oplevet at blive trukket i ydelse, fordi manden ikke kunne leve op til kravet om at arbejde 225 timer på et år.

- Vi har ofte måttet vælge mellem at betale medicin eller regninger. Vi har været nødt til at bede vores voksne børn om penge til mad og medicin. Det er simpelthen så hårdt at skulle gøre, siger Lilian Nielsen.

A4 Nu har været i kontakt med Slagelse Kommune om Lillian Nielsens sag. Kommunen oplyser, at den ikke må udtale sig om en konkret borgers sag, selvom borgeren har givet kommunen tilladelse til det. Derfor har det kun været muligt at få svar på generelle spørgsmål om kommunens sagsbehandling.

Arbejdsmarkedschef Henrik Skov siger blandt andet i et skriftligt svar, at jobcentret ikke sender borgere i arbejdsprøvning, hvis lægen har vurderet, at det er skadeligt for deres helbred.

Læs hele kommunens svar her.