Sveriges daværende statsminister Olof Palme blev dræbt af et skud i ryggen klokken 23.21 den 28. februar 1986. (Arkivfoto) Foto: Anders Holmstrom/AFP/Ritzau Scanpix

Svensk politi: Han dræbte Olof Palme

10. jun 2020, 09:22
Stig Engström udpeges som Palmes drabsmand. Han døde i 2000. Efterforskningen af sagen lukkes nu.

Ved historisk pressemøde i Stockholm onsdag udpeger chefanklager Krister Petersson skandiamanden, Stig Engström, som Olof Palmes morder. Engström døde i 2000.

Den daværende svenske statsminister blev dræbt 28. februar 1986.

Chefanklageren siger, at efterforskningen af Palmedrabet lukkes.

Stig Engström, arbejdede i forsikringsselskabet Skandia og var i nærheden, da Palme blev skudt. Han blev siden affærdiget som et vidne og skrevet ud af sagen.

Det er siden kommet frem, at han gennem en ven havde adgang til et våben af samme type, der dræbte Palme. Skandiamanden hadede angiveligt Palme.

Efterforskningsleder Hans Melander siger på pressemødet i Stockholm, at blandt andet kuglen, som dræbte Palme, og en kugle, som strejfede Lisbeth Palme, er af typen Winchester. Kaliberen er 3,57 magnum.

Men de to kugler, som er bly- og kobberbeklædte, har kun få spor, og det er ikke muligt at fastslå, hvorvidt de er fra det samme våben. Men dette er ifølge politiet klarlagt på anden vis.

Spor på kuglerne har ført til et antal våben, som kan have været anvendt. Det almindeligste er Smith & Wesson.

Der er i alt tre personer, som man ved, kan have været i nærheden af gerningsstedet på det tidspunkt, hvor drabet skete - klokken 23.21 den 28. februar 1986.

Melander siger, at der er arbejdet ud fra flere forskellige spor - blandt andet omkring en 33-årig mand og Christer Pettersson.

Christer Pettersson blev dømt ved tingsretten for drabet på Palme, men han blev frikendt i hovrätten - svarende til landsretten. Han er senere død.

Derudover findes en "Christer A", som boede tæt på gerningsstedet og havde et våben, som angiveligt kunne være samme model som mordvåbnet. Man har dog ikke kunnet finde våbnet i efterforskningen.

Melander siger, at en konspiration næppe lå bag drabet, men at det ikke kan udelukkes.

Han nævnte på pressemødet blandt andet PKK-sporet, som den tidligere efterforskningsleder, Hans Holmér, arbejdede aktivt med. PKK er en militant kurdisk gruppe i Tyrkiet.

/ritzau/TT