Politiet har sigtet 34 personer i Nordvestkvarteret i København. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

København - politi sigter 34 personer i klublokale i Nordvest

26. apr 2020, 19:28
34 personer er søndag blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i Nordvest i København.

Søndag eftermiddag var Københavns Politi til stede ved Theklavej i et klublokale i det københavnske Nordvestkvarter, fordi en gruppe af mennesker overtrådte forbuddet mod at forsamle sig uden et anerkendelsesværdigt formål, oplyser politiet til eb.dk

LÆS OGSÅ: Kendt debattør og minister flytter sammen

- Der var samlet alt for mange mennesker i området, og derfor har vi rejst sigtelse for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, siger Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til eb.dk og fortsætter:

- De er blevet sigtet for overtrædelse af forbuddet, og så bliver der på et tidspunkt udstedt en bøde, som de modtager via e-Boks.

Chefen for Rigspolitiet slog torsdag fast, at politiet fremover vil give flere bøder til personer, som ikke overholder forbuddet mod at mødes i grupper på mere end ti personer. 

Desuden blev der lørdag indført midlertidige opholdsforbud på havnefronten ved Islands Brygge i København og Ved Lakolk Butikscenter på Rømø. Sidstnævnte forbud blev dog ophævet søndag aften. 

LÆS OGSÅ: Rømø - politiet ophæver forbud mod ophold