Telenor lukker butikker i hele landet. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kæde lukker 13 butikker - ansatte får fyreseddel

30. jun, 11:51
59 medarbejdere mister jobbet hos Telenor, der lukker butikker i hele landet.

Telekæden Telenor lukker 13 butikker og fyrer 59 medarbejdere. Det skriver netmediet Mobil.nu.

LÆS OGSÅ: Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

En række medarbejdere vil blive tilbudt nye stillinger i firmaet, lyder det fra Telenor, der forklarer beslutningen med, at forbrugerne har ændret adfærd:

- Vi følger kundernes trafikmønstre tæt, så vi har en stærk tilstedeværelse på de steder og platforme, hvor kunderne er. Vi ser, at kunderne i stigende grad rykker mod vores digitale kanaler, og over mod vores salgskanaler i storcentre og multistores. Det er bevægelser, vi naturligvis også må følge, siger Tor-Arne Fosser, der er markedsdirektør for privat i Telenor, i en meddelelse.

Telenor vil til juli åbne for et nyt butikskoncept i shoppingcentret Ros Torv i Roskilde, og lignende butikskoncepter vil følge i løbet af 2020 og 2021, lyder et fra selskabet.

Telenor vil fortsat have 39 landsdækkende butikker.

Følgende butikker lukker fra dags dato:

Fyn: Svendborg og Vestergade i Odense

Sjælland: Købmagergade i Kbh., Spinderiet i Valby, Algade i Vordingborg, samt Telenor-butikkerne i Bilka One Stop på Amager og i Bilka Hillerød.

Jylland: Søndergade i Aarhus, Thisted, Nørregade i Holstebro, Bryggen i Vejle, Haderslev og Sønderborg