CO-industri og Dansk Industri har søndag indgået aftale om nye overenskomster på industriens område og præsenterer indholdet på et pressemøde i Industriens Hus søndag den 9. februar 2020.. Aftalen er treårig og rækker frem til 1. marts 2023. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ny overenskomst på plads - sikrer flere ugers orlov

9. feb, 12:31
Den første store overenskomst på det private område er landet søndag, oplyser parterne.

CO-Industri og Dansk Industri er nået til enighed om en overenskomst på industriens område. Det oplyser begge parter søndag omkring klokken 12.30.

Aftalen præsenteres på et pressemøde klokken 14.00.

Af de to parters meddelelser fremgår dog, at aftalen løber over tre år.

Der er tale om både Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det er i alt en gruppe på omkring 230.000 lønmodtagere på 6000 virksomheder i Danmark.

I aftalen står der blandt andet, at forældreorloven tilføjes med tre ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder, således at der i alt er 16 ugers forældreorlov.

Samtdig øges den såkaldte fritvalgskont fra fire pct. til syv pct., og udvides også med øget frihed til børnefamilier, der nu både kan bruge kontoen til fravær ved barn til lægen og til at holde barns anden sygedag

CO-Industri forhandler for otte fagforbund med Dansk Metals Claus Jensen i spidsen.

Den første aftale

I alt skal der forhandles overenskomster for 600.000 privatansatte i starten af 2020. Industrien er traditionelt det område, hvor man først når en aftale - som så sætter tonen for de resterende forhandlinger.

Da parterne annoncerede en start på forhandlingerne var et af de centrale temaer lønstigninger.

På den ene side argumenterede arbejdsgiverne i Dansk Industri for tilbageholdenhed, fordi man mente at se svære tider forude for dansk økonomi.

På den anden side lød det fra lønmodtagerne, at arbejdsgiverne har oplevet gode tider under forrige overenskomst, og at det nu måtte være tid til at lade det sive ned på gulvet i form af stigninger i lønnen.

Derudover har arbejdsmarkedsforskere tidligere peget på forhold omkring videre- og efteruddannelse samt Fritvalgs Lønkontoen, som områder, der er værd at holde øje med.

Hvor det er endt, nævner ingen af parterne i deres meddelelser om en indgået aftale.

Med en aftale på plads for industrien kan manges øjne rettes mod byggeriet.

Her ser flere arbejdsmarkedsforskere en risiko for en strid.

Arbejdsgiverne og lønmodtagerne er uenige om, hvordan man skal sikre sig mod, at udlændinge arbejder i Danmark under ringere vilkår end danskere. I fagbevægelsen bliver det kaldt social dumping.