Politiet har onsdag aften anholdt den danske rapper Jamaika, der har været efterlyst for et knivstikkeri i Esbjerg.

LÆS OGSÅ: Politiet efterlyser dansk rapper: Tag ikke kontakt

Det bekræfter vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Vi anholdt ham her til aften i en bolig i nærheden af Hovborg i Vejen. Anholdelsen foregik stille og roligt, fortæller vagtchef Ole Aamann.

Den danske musiker, der har det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali, er mistænkt for et knivstikkeri i Esbjerg i oktober. En 23-årig mand blev lettere kvæstet ved episoden. 

Den 19. november gik Syd- og Sønderjyllands Politi ud i medierne med en efterlysning af Jamaika, der har kontrakt med pladeselskabet Universal.

Borgere blev af politiet opfordret til ikke at tage kontakt, hvis de fik øje på Jamaika, der på trods af sin flugt har været aktiv på de sociale medier, hvor har har delt flere billeder af sig selv.

Han er nu anholdt – det samme er en 25-årig mand, der ifølge Ekstra Bladet er sigtet for at holde rapperen skjult.

Politiet vil onsdag aften tage stilling til, om de to mænd skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.