
Flere nye smittede i Aarhus: En alvorlig situation
Aarhus står i en alvorlig situation, hvor der er brug for, at alle arbejder sammen.
Det siger Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), torsdag på et pressemøde om coronasituation i kommunen.
- Der er ikke mindst brug for, at alle vi borgere i Aarhus - i virkeligheden hele Danmark - træder til og finder den agtpågivenhed og opmærksomhed frem, som vi havde i begyndelse af krisen, siger Jacob Bundsgaard på pressemødet.
Den seneste tid er der blevet registret stigende smittetal i kommunen.
Fra onsdag til torsdag er der registreret 34 nye coronatilfælde i Aarhus, fortæller Charlotte Hjort, der er enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Hun fortæller, at der er mange forskellige årsager til de stigende smittetal - og altså ikke én specifik begivenhed. Hun nævner blandt andet en stor begravelse, et guldbryllup, og at flere sosu-elever er blevet smittet.
Særligt aarhusianere med somalisk baggrund er blevet hårdt ramt den seneste tid. Tre ud af fire af de smittede i kommunen sidste uge havde somalisk herkomst.
Det har fået kommunen til at iværksætte flere tiltag - blandt andet er der blevet indført en mobil testenhed, der torsdag og fredag er i Gellerup, ligesom somaliske foreninger er med til at videreformidle information.
- Det er vigtigt at understrege, at smitten er bredt til stede i hele Aarhus og ikke er begrænset til nogle grupper af borgere.
- Der er mange forskellige, der er smittet, selv om der også er mønstre, vi er opmærksomme på, siger Jacob Bundsgaard på pressemødet.