Fagforbundet 3F har torsdag iværksat en blokade ved gartneriet Hedegården i Malling ved Aarhus.  Blokaden skyldes, at gartneriet bruger en underentreprenør, der ikke har ville tegne overenskomst med 3F. Underentreprenøren har hyret litauiske ansatte, der ifølge 3F plukker agurker for 85 kroner i timen.

Blokaden kan få nationale konsekvenser, da gartneriet leverer agurker til Rema 1000 og Lidl samt Føtex og Nettos butikker i Danmark.

Gartneriet Hedegården gør brug af underentreprenøren Greengrow IVS, som ikke har overenskomst - derfor kan virksomheden nøjes med at betale 85 kroner i timen til agurkeplukkerne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Thomas Møller er formand for Den Grønne Gruppe hos 3F Aarhus Rymarken, og han siger til A4 Nu, at der er tale om en sympatikonflikt. Det betyder, at 3F’er og medlemmer af andre fagforbund under FH ikke må udføre arbejde i forbindelse Greengrow IVS.  

Ude foran gartneriet står der lige nu blokadevagter, der oplyser de chauffører, der skal afhente agurker, at der foregår en sympatikonflikt. Det plejer at være en produktiv metode, men i tilfældet med det østjyske gartneriet kan der være særlige udfordringer, lyder det fra Thomas Møller:

- Normalt plejer firmaer at droppe underentreprenører uden overenskomst, når vi varsler blokade, men i det her tilfælde er Greengrow ejet af sønnen af ejeren til Hedegården, så derfor kan det måske trække ud, siger Thomas Møller til A4 Nu.

Greengrow IVS er ejet af Morten Remy Christiansen, som er søn af Lars Christiansen, der ejer og driver Hedegården.

Gartneriet Hedegården er medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og dermed forpligtiget til kun at ansætte på overenskomst, men ved at ansætte litauerne gennem sønnens firma, kan de slippe for at betale løn efter overenskomst.

Foto: Mathias Rolschau/3F Aarhus Rymarken

Indblanding fra Venstre

Det er ikke første gang, at der er en arbejdskonflikt med gartnertiet. I 2018 brugte gartneriet Hedegården udenlandske arbejdskraft uden overenskomst fra Venstre-profillen og den tidligere undervisningsminister Tina Nedergaards selskab JNGruppen IVS.

Efter en sympatistrejke i stil med den, der lige nu foregår, lykkedes det 3F at få Hedegården til at droppe den tidligere ministers selskab.

Udover at eje Greengrow IVS, så er Morten Remy Christiansen også medlem af Venstre. Han stillede op for partiet til kommunalvalget i 2017.

Morten Remy Christiansen er ifølge Venstre Ungdom tidligere formand for ungdomspartiet i Region Sjælland. Den politiske organisation er registeret på hans adresse i Greve - en adresse, som Venstre Ungdom deler med en række andre foreninger og firmaer.

Lars Christiansen, der ejer gartneriet Hedegården, har tidligere på ugen udtalt til Fagbladet 3F, at han ikke kendte til strejken.

A4 Nu har forgæves forsøgt at få en kommentar far ham. Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Remy Christiansen.