Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Ansatte på plejehjem smittet med corona

22. apr 2020, 08:12
Fire ansatte på jysk demenscenter er smittet med coronavirus.

Fire ansatte på Demenscenter Skovgården i Hadsun er smittet med coronavirus. Det skriver Mariagerfjord Kommune i en pressemeddelelse.

De fire medarbejdere blev sendt hjem fra deres arbejde, da de viste symptomer, der tydede på Covid-19. Resultater viste, at de alle var ramt af coronavirus.

"En beboer har tidligere været smittet med coronavirus og været i karantæne. Beboeren er raskmeldt igen. Dermed er der nu ingen smittede beboere på Skovgården", skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Michael Tidemand er sundheds- og ældrechef i kommunen, og han roser personalet for håndteringen af situationen med COVID-19.

- Ledelsen og personalet har helt fra start gjort alt, hvad de kan for at følge sundhedsstyrelsen anbefalinger, så de beskytter vores beboere og hinanden for smitten. Nu beder vi selvfølgelig om at få testet samtlige medarbejdere og beboere på Skovgården for at vide os sikre på, at smitten ikke har spredt sig yderligt, siger han.

I forbindelse med, at der er konstateret smitte blandt personale og beboere, er der etableret ekstra rengøring på det jyske demenscenter, hvor man ifølge kommunens pressemeddelelse nu vil gennemgå ”samtlige arbejdsgange” for at nedbringe smitten. 

Da Skovgården er et demenscenter, kan det være en særlig vanskelig udfordring at forklare beboerne, at de skal holde afstand. Derfor arbejder vores personale under svære vilkår, og vi inddrager alle de ekspertiser, vi har til rådighed for at hjælpe dem med at dæmme op for smitten, siger Michael Tidemand.

De pårørende til beboerne er blevet kontaktet og orienteret om den aktuelle situation på Skovgården.