47.000 HK-ansatte har fået ny formand

LENEROEDV
Lene Roed er ny formand for HK Kommunal. Foto: HK KOMMUNAL
28. jan. 2020 15.10
47.000 medlemmer af HK Kommunal har tirsdag eftermiddag fået ny formand.

Med et stort stemmeflertal er Lene Roed blevet valgt som ny formand for fagforeningen HK Kommunal.

I alt 400 delegerede deltog i afstemningen, og med 278 af stemmerne løb Lene Roed altså med formandsposten. Hendes modkandidat Jens Rastrup fik 100 stemmer. Seks stemmer var blanke. 

Lene Roed kommer fra en position som mangeårig formand for HK Kommunal i Sydjylland. 

56-årige er både stolt og ydmyg over valget.

- Jeg er overvældet over den tillid, mine kolleger har vist mig. Den tillid vil jeg efter bedste evne prøve at indfri, siger Lene Roed i en pressemeddelelse fra HK Kommunal.

- HK Kommunal skal være en relevant partner på de enkelte arbejdspladser og dermed et naturligt valg for alle, der arbejder på vores overenskomst, fortsætter den nyvalgte formand. 

Hun vil føre kampen for HK'ernes plads på fremtidens arbejdsmarked og mod nedbrydende nedskæringer i velfærden.

Lene Roed er også særdeles optaget af den offentlige sektor som helhed og hilser regeringens kommende nærhedsreform velkommen.

- Vi bliver simpelthen nød til at tage livtag med styringsformerne i det offentlige. Med hele organiseringen. Vi skal sætte de offentligt ansattes faglighed mere fri. Og lade beslutningerne blive truffet så tæt på borgerne som muligt. I de enkelte kommuner og regioner, slutter HK Kommunals nye formand.

Kongressen genvalgte 37-årige Mads Samsing til sin tredje periode som næstformand i HK Kommunal.

Kort om formand Lene Roed

2020: Formand for HK Kommunal

2010: Formand for HK Kommunal Sydjylland

2008: Næstformand for HK Kommunal Sydjylland

1994: Ansat i skatteforvaltningen i Vejle Kommune

Kilde: HK Kommunal

Opdateres